Den gode læreranmeldelse - smuk inhabiltets-yderlighed

Ud af de alt for få poesi-anmeldelser, som Lars Skinnebach har skrevet for Jyllands-Posten, er hele to anmeldelser af digtere, han underviser på Forfatterskolen; først anmeldte han 1. årseleven Yahya Hasssans Yahya Hassan til 5 stjerner, og nu anmelder han 2. års-eleven Signe Gjessing Ind i det u-løse til 4 stjerner, selvom anmeldelsen lyder som 5, men det så nok et negativt resultat af inhabilteteten: det ville se hysterisk ud - selvom det ikke ville være det, de er begge voldsomt stærke digtere - at give to præmieelever fem stjerner. Ikke bare for Henrik Dahls hypotetiske Ankenævn ville det være en kriminel grad af inhabiiltet at anmelde elever, man stadig underviser, og anmelde dem stærkt positivt (Asger Schnack dobbelt-nominerede Josefine Klougart til Nordisk Råds Litteraturpris, EFTER han havde undervist hende på Forfatterskolen). Men hvor er det bare TOTALT lige meget for mig, når begge anmeldelser er så autentisk begejstrede og frem for alt skarpsindige og indsigtsfulde (og måske desto mere, fordi han på skolen igen og igen grundiglæst (Gjessing - Hassan kunne han ikke have nået at læse mere end som så, selvom han allerede læste ham på Vallekilde Højskole), ikke for alt i verden og da slet ikke på grund af en smålig inhabilitetsregel ville jeg undvære dem, her er første del af den u-løse anmeldelse:

2004 udgav forlaget After Hand et udvalg af den tyske digter Nelly Sachs' digte med titlen "Ind i det støvløse/ Fahrt ins Staublose". Både titlen og Nelly Sachs digte klinger i baghovedet, når man læser Signe Gjessings debut "Ud i det u-løse". Men hvis det støvløse i Sachs tilfælde er en evighed, et sted »at vugge sig i lysmusik af ebbe og flod«, så er der, selvom lysmusik ville være en brugbar betegnelse for Gjessings digtsamling, noget andet på færde i det u-løse, nemlig bevægelsen ud i en negeret negation, et ikke-fravær som en mulighed i sproget og verden. Denne kan og skal hele tiden aktualiseres gennem poesien, gennem sproghandlingen: »En dråbe/ kaos/ ligner helt/ kosmos/ på grund af dråbeformen. Den arver verden// -det er urimeligt.Knus dit hoved mod den.«. Hverken formerne eller materiens kaos skal altså arve verden, men det skal derimod det hypotetiske, som er et andet ord for det u-løse, som er et andet ord for poesiens mulighed: »hele tiden risikerer jeg/ at trække materiens fine kappe/ med mig// det hele/ brænder så tæt på tallenes hud// jeg lovede engang regnen/ at vise den det hypotetiske/ i verden.« Og det gør hun så, digteren. Gennem en sand billedrevolte, hvor lyset flimrer, glitrer og glimter over siderne, hvor alting kan få krop og være kropsdele (»stjernerne ryster på morgenen,/ som var der en hals imellem. Det er der ikke« ),
og menneskekroppen kan have en hvilken som helst udstrækning (»Har du nu/ lyttet ved horisonten«).