Borum-argumentet

Hvad rager det denne anmeldelse af Poul Borum, at Borum og Peter Laugesen, blandt mange andre privilegier, var/er hvide og mænd og og danske statsborgere og anmeldere (af litteratur og billedkunst henholdsvis) ved landsdækkende aviser og  published poeter (og hvad Laugesen angår: også prisbelønnet) og, hvad Borum angår, halvstuderet røver (i litteraturvidenskab) og redaktør af hvedekorn og rektor for Forfatterskolen, og hvad Laugesen angår, uddannet typograf og medlem af Det Danske Akademi (og heteroseksuel):

Der er 70 digte i Peter Laugesens nye bog, der så vidt jeg kan regne ud er han femogtredivte. Mindst halvdelen af dem er fremragende. Og som sædvanlig, når det gælder Laugesen, er den bedste anbefaling et citat. Så her er bogens korteste, tre linjer uden titel:

Alle skilte peger
direkte på hjertet
og det er mørkt.

Det kan læses direkte og ligetil som en beskrivelse af den oplevelse, der uden tvivl ligger til grund for det: en simpel konstatering af en synsoplevelse, i en verden af skilte, sådan som vi alle bevæger os rundt i, kan man pludselig opleve det som de alle sammen peger på en selv. Eller ’skilte i overført betydning, som tegn, ord, digte: hvis de ikke har et personligt indhold (’går til hjertet’), så duer de ikke.
Og så ’og det er mørkt’, igen realistisk og direkte, ikke ’digtersprog’, men konkret, faktum. Men pludselig kan dette ’det’ også pege læses som hjertet. Hjertet er mørkt – og hvad nytter det så, at alle skiltene peger på det? Vi er jo alligevel uudgrundelige og alene, selv om alting peger på os.
Så meget sætter tre linjer af Peter Laugesen i gang. Han er den mest ligetil digter vi har. Han er betydningsfuld.

?