Himlen er blåøjet i dag - om stæreblind kritik

Jeg ville til sidst i min drømme-Blæksprutte have påpeget, at der fandtes en generation efter "Generation Etik", digtere født efter 1990, bogudgivet har foreløbig Cecilie Lind, Yahya Hassan og nu Signe Gjessing, der alle lyner hurtigere og højere og mere radikalt zigzagget end etikken kan overskue (hvem der så egentlig er etiske i Generation Etik, jf. den realiserede sprutte?) og sidestillet Thomsens aforisme-digt, citeret til sidst i blækken:

--> ikke hælde virkeligheden på digte/ ikke hælde digte på virkeligheden/ bare skrive digte,/ virkelige digte”
 
med dette frygtløse digt i Ud i det u-løse (der indeholder et enkelt eksplicit 80'er-link: "Numre af Sidegaden ligger og flyder, poesiens husnumre"):

POETER

Samfundet er en forpurret stråle fra en hane med godhed - endelig er jeg oppe på udsigten, herfra former det seende sig efter os som vand hånden - vi er en hånd, der basker i op varmet poesi

og venter på, at verden skal koge.

Ja, vi har fjernet hånden fra strålen.

Men hvad sker der for Tue Andersen Nexø i hans besynderligt skeptiske anmeldelse i Information. Har han et problem med digterisk styrke, eller hvad? Yahya Hassan havde han også forbehold overfor, mens Jonas Rolsted og Julie Sten-Knudsen blev rost uforbeholdent. Hallo, Tues poesisans!?:

Sådan er det med Signe Gjessings debut Ud i det u-løse: De ligner ikke så meget anden ung dansk lyrik, og det er ikke sikkert om det er godt eller dårligt. Her er kroppen og selvbiografien ikke et splintret udgangspunkt for skriften, i stedet befinder man sig i et mere luftigt, abstrakt rum. I det rum er det som om kosmos - månen, stjernerne, evigheden - er papirklip, der konstant går skuddermudder i, men som så også kan foldes ned i jegets menneskestørrelse. Hvilket jo godt kan virke meget desorienterende, men ikke altid er mere end det.

Det er vel hverken godt eller dårligt, at SG's poesi ikke ligner så meget anden dansk poesi, og måske ligner den bare den NÆSTE poesi, en RE-VISIONÆR poesi, man har da lov at håbe. Selve den overordnede karakteristik er fint spot-on: kosmos som papirklip i skuddermudder nedfoldelig menneskestørrelse, men så forstår jeg ikke det, at det ikke altid er mere end desorienterende, men det er jo nok fordi, jeg hele tiden - og jeg mener virkelig HELE TIDEN - synes, det er høj og fin og excentrisk og extremt talentfuld poesi, og jeg synes sgu faktisk desorientering er en PRIMÆR poetisk effekt af god poesi, og hvis det gode digt ikke "er mere end" desorienterende, er jeg ikke mindre end meget glad. Men sådan har Tue det åbenbart ikke - eller sådan er han lige ved at have det her:

Forvirret? I et af Ud i det u-løses bedste digte lyder det sådan her: »Måneskinnet i havet/ bøjer sig efter en mønt// undskyld jeg braser ind/ i det// som facaden på en krokus/ optager evigheden på dug// river jeg slagskygger sammen/ som blade// nogen må have pillet ved åndeløsheden/ siden den ikke står i vatter under mine papirer/ som ellers// jeg kaster handskerummet ud i himmelrummet« Man skal ikke lade sig snyde af det klassisk-lyriske inventar her, blomster og blade og åndeløshed, og heller ikke af den tilforladelige elegance, for eksempel det fine spil med ordet ' som'. Jo flere gange man læser, jo mærkeligere bliver digtet nemlig. Lagene af billeder - her og i resten af Gjessings digte -  går ligesom ikke op, i al fald ikke op i en normal verdens koordinater. Hvordan optages evigheden på dug, f. eks.? Og hvordan er det som at rive slagskygger sammen? Men der er jo også noget slagfærdigt over digtet. Så kommer jeget brasende, så kaster det ting i grams i den sidste, fine linje. Uforståeligheden er ung og koket her, den er ikke tung og mørk. Det er godt.

Jeg tror sgu ikke, SG er koket; jeg tror, hendes kunstfærdighed og legesyge og "uforståelighed" er helt oprigtigt ment, ligesom et edderkoppespind, selv om det er helt skævt geometrisk og hænger et totalt umuligt sted, mellem et æble og og en tøjbamse, ikke er koket. Jeg har så heller ingen problemer med at finde det helt logisk, at en krokus optager (som en båndoptager vel også) evigheden på dug, og det er det samme som at rive slagskygger sammen som blade, det handler vel om at tilegne sig umådelighed som håndgribelighed. Men grundlæggende virker det, som om Tue er OK på digtet, selvom han selvfølgelig bare burde være begejstret taknemlig, åh ja. Jeg citerer bare videre:

Her et andet eksempel: »årstiden er en rudekuvert med/ meget smukke glasmosaikker/ i ruden// jeg lader den ligge indtil/ nogen samler den op og// lys/ smuttes som en mandel./ Jeg er skrællen, der bliver tilbage.« Lyset går i det hele taget igen i bogens digte, det er som om lyset og jeget hører sammen. Men man mærker vel også, hvor meget Ud i det u-løse balancerer på en knivsæg, og hvordan digtene også kløjs i deres linedans. Kommer der for meget patos og tyngde ind i digtenes jeg, her i sidste linje, så føles det som en mislyd; går der for meget kuk i abstraktionerne - især i bogens mere ordrige digte - så mister man interessen. Så føles bogen som en underligt vindtør surrealisme.

Jeg synes jo ikke, der kløjs overhovedet, jeg synes hele tiden, det er verdens klareste og intrikateste klejner, men fin billed-kombi, Tue, med knivsæg-balance og linedans, og jeg mister aldrig interessen, jo mere abstraktions-kuk jo bedre. Hvis surrealismen (og surrealisme er altid en hædersbetegnelse, må aldrig bruges i forbindelse med slet poesi) er tør, er det som sne, der knirker. Jeg hører ikke mislyden i de citerede linjer om lys smuttet som mandel og jeget som skræl, jeg kan godt høre deres patos, men jeg gider ikke være bange for patos længere, når de poetiske resultater - billedets KVALITET, dets ORIGINALITET OG ENERGI - retfærdiggør den, og nej, Jonas Rolsted og Julie Sten.Knudsen, mine faste prügelknaber, er ikke patetiske, de er bare kedelige, anonyme og temperamentsløse, hvilket til hver en tid er den egentlige forbrydelse.

Og lad os bare tage den patroniserende (alle anklager alle for at være patroniserende hele tiden - i går kaldte Olivia Nordenhof mig patroniserende, hvilket jeg synes var meget patroniserende gjort af Olivia - måske skulle vi bare afskaffe det ord sammen med neger og co.) afslutning med:

Men tit nok rammer de også plet, Signe Gjessings digte, måske bare i et billede eller to, og stiller sig selvbevidst an og er midt i det abstrakte på deres helt egen måde. Et sidste eksempel: »Mine skridt drøfter nye lyde med verdensplanet.// Fregner og skønhedspletter omregnes til ølsjatter/ efter en fest. Jeg vender mig om som lysets pant.« Flere linjer af den slags, gerne i træk og i længde. Så ville man tænke: Jens August Schade kunne have sig en fjern lillesøster. Så fint kunne det blive.

Så fint det ER, for fanden. Men præcis namedropping af Schade; jeg burde i min anmeldelse foruden Marianne Larsen og Simon Grotrian også have nævnt Rimbaud, som Signe selve linker til, og Johannes L. Madsen & Merete Torp, det er måske den foreløbig bedste formel: et bryllup mellem elektriske Iohannes og den omhyggelige torpedo Merete.

Men åh nej, nu har Olga Ravn anmeldt til sølle fire hjerter i Politiken med de samme forbehold som Tue, overfor uforståelighed og kommunikations-uvilje, hvordan kan man kalde sig digter og ikke bare være dødelig jaloux på "fregner og skønhedspletter der omregnes til ølsjatter", men det er måske det, hun bare er, jeg orker bare ikke deale med den skuffende anmeldelse lige nu.