En stor næse har jeg haft siden den dybe pubertet, og der er aldrig nogen, der har kaldt mig næseabe (men flere (forfattere), der har konstateret eller gjort grin med min næses storhed (og ikke kun Rifbjerg, udseendeforhåneren par excellence)), men det kunne der have været, og måske er der nogen, der gør det nu (der er for øvrigt en sekvens i Tintin-hæftet Flight no. 701 til Sidney, hvor skurken Alan griner af en næseabe, indtil han opdager, at den ligner overskurken (og ved hans første optræden jødekarikaturen) Rastapopulos) - og jeg fortæller altid historien om salig Janina Katz, der selv havde et fantastisk træskonæb af en næse, der trak mig til side ved en Borgen-reception og spurgte: Larszz, jaj har tænkt majet over det: hvor har du din næsze fra (underforstået: når jeg nu ikke er jøde)? Svaret er store, sære næser på både mødrene og fædrene (mestendels etnisk danske) sider, der tilsammen er konvergeret til denne enestående extremitet -
læst
SvarSlet