(og skal heldigvis heller ikke anmelde den, men det skal nogen, desværre)
omtalt exentsivt og exklusivt i Politiken i går, hvilket gør sagen endnu meget ulækker: People's Press har hemmeligholdt bogen, indtil Politiken breakede (den udkommer allerede onsdag), her kunne P både have udvist god smag og god stil (og fucking ridderlighed overfor YH) ved at have nægtet at spille det publicityspil
men det gør Harald Voetmann meget præcist i en FB-kommentar, mener noget:
Grebet
med på den ene side at anonymisere det hele i bogen og dække det ind
under fiktionshatten og på den anden side villigt indrømme i
interviewet, hvad det tydeligvis handler om, er så utrolig klamt. Jeg
véd ikke, om der findes et navn for det greb, ellers kunne man måske
kalde det en Christian Tornbakke. Hendes replik om at "der er plads til
os begge to" er også virkelig slem, når den så tydeligt kommer fra en,
der forsøger at lukrere på en andens hårdt tilkæmpede og langt fra
uproblematiske succes.
- men jeg vil gerne stikke til autofiktions-forskernes nye spøjse roller som eksperter - a la politiske eksperter (cand-scient.pol'er, ex-spindoktorer), når der en ny politisk skandalesag på tapetet - der kan legitimere og camouflere nyfighenheden, når en ny, mere eller mindre udspekuleret forfatter eller "forfatter" mudrer fiktion og virkelighed sammen; i Politiken er det Poul Behrendt, der spiller rollen (og glemmer eller ikke får lov at udtale sig om bogens kunstneriske værdi - men han har dog læst den):
»Det er fuldstændig udelukket at læse den som ren fiktion. Jeg opfatter bogen
som et forsøg på at gøre den historie, hun har haft med Yahya Hassan, til
en, der også angår andre end hende selv«, siger han. Hvad bogen er for en genre, er svært entydigt at definere, mener han. ’ORD’ bruger ikke, som eksempelvis Karl Ove Knausgård gør i sine populære
autobiografiske romaner, forfatterens rigtige navn. I Østergaards bog
optræder et unavngivet ’jeg’ og ’du’, mens alle øvrige personer i bogen –
også de offentligt kendte – har fået nye navne.
»Den er jo en mærkelig blanding af selvbiografi, fiktion, nøgleroman og
autofiktion«, siger Poul Behrendt.
- og ifølge en FB-opdateirng var det i aften Jon Helt Haarders tur i P1:
er i Kulturnyt på P1 kl. 18:10 i anledning af Louise Østergaards roman om forholdet til Yahya Hassan. Hvem sagde feedback-loop*?
(*i et svar til Katrine Marie Guldager forklarer lektor Jon (der vistnok ikke har læst bogen) udtrykket:
Feedbackloop
opstår efter mange skønlitterære udgivelser med biografisk indhold.
Folk skriver på net på bog eller i avisen eller banker digteren og det
havner så i nye værker)
Fuck beat-pool siger jeg, det er heller ikke en mening.
- for os, der ikke kan slæbe en anmeldelse, en lektørudtalelse, en omtale hjem - er der guf i sådan en historie: Se hvor tåbeligt det fungerer! :-)
SvarSletLilian Munk-Rösing anmelder i dag i Politiken og giver tre hjerter og præsenterer lutter gyselige citater, men jo ikke noget nyt eller underligt i, at Lilian/Politiken giver 1-2 hjerter for meget i forhold til anmeldelsesTEXTEN, eller at anmeldelsestexten kontamineres af sentimentalitet/"hjertelighed":
SvarSletJeg ville gerne give Louise Østergaard seks hjerter, fordi hun så og opmuntrede Yahya Hassans lyriske talent. Og fordi hun så kompromisløst fulgte den kærlighedens begivenhed, som jeg ikke et øjeblik tvivler på, at mødet med Hassan har været for hende. Men som litterær anmelder må jeg være, om ikke hjerteløs, så i hvert fald mere nærig med hjerterne.
(really, seks hjerter for, kompromisløst, at indlede et forhold til sin 16-årige elev?) Det kunne bare have været interessant og ærligt med en kritisk etisk kommentar til Politikens scoop-aftale med People's Press om at lancere bogen effektivt, en bog, hvis hype, også i Politiken, udelukkende er baseret på dens sladder om en digter, som Politiken i ulidelig grad har gnubbet sig helgenkårende op ad -