Litteratur er litteratur er litteratur

Julie Sten-Knudsens digte bliver jo mere poetiske af ikke at blive kalde digte, som Erik Skyum vistnok påstår i sin efterårsopsamling i Information:

Afrika, Europa og Amerika mødes og skilles atter i Julie Sten-Knudsens digtlignende serie Atlanterhavet vokser om dette at vokse op i en art moderne patchworkfamilie og have en søster, der er en frugt af sort og hvidt. Lars Bukdahl i Weekendavisen kaldte bogen »anstrengt på en underlig flegmatisk, pligtagtig facon«. Hvad han åbenbart ikke kunne se, var at teksten knap nok bør opfattes som digt, men snarere som en afsøgende form for skrift, og at det nøgternt konstaterende tonefald affødes af lidenskab og måske kan være Sten-Knudsens, nok så adækvate, manøvre til at begribe verden fra et Danmark, der ikke længere er så ' hudfarvet', som det var engang.

Hvad forskel gør det at kalde teksterne for en "afsøgende form for skrift" (det ville sørme også være traurig, men måske faktisk meget præcis genrebetegnelse, hvis den stod dér på forsiden: "Atlanterhavet vokser/ Afsøgende form for skrift") frem for digte, de skal vel stadig vurderes som litteratur, med poetisk og/eller prosaisk ambition Og et nøgternt konstaterende tonefald skal da kvalificere sig i og med sin nøgternhed, dens dirren og klarhed, som hos Jørgen Leth fx, og ikke ved en usynlig affødende lidenskab (som jeg vitterligt ikke ser noget spor af, der er en vis søsterkkærlighed til stede, men der er da ikke nogen lidenskab for at vide mere om Congo, er der?).

Ligesom Pablo Llambìas' sonetter heller ikke undgår litterær bedømmelse, bare fordi de (og Pablo-jegets kæreste) siger, at de ikke er digte, for de er vel for fanden stadig en slags litteratur, for hvad fanden er de ellers?

Tue Andersen Nexø sukker over det samme i sin - med min i WA rimende - anmeldelse i Information (inden han forsøger at fremlæse et opgør med sonetgenren og dens indbyggede centrallyriske jeg, en læsning, han hurtigt opgiver igen til fordel for et jævnt skuffet, småfrustreret skuldertræk)

Han skriver også, at hans sonetter ikke er digte, de er knap nok litteratur: »Den lyriske form// er et arbejdsredskab, den tillader mig/ at skrive inden for en ramme, der på forhånd/ har fastsat varighed og længde. Det/ gør mig tryg.« Men skrive hvad, spørger den plagede læser - noget til mig? Eller sidder jeg og læser en almindelig dagbog, en metrisk udformet sygejournal? Terapeutiske noter? Og dog har Llambias valgt at udgive dem på Gyldendal som skønlitteratur med en fantastisk flot forside.

Hybriditet skal jo ikke være en vej ud af litteraturen, det skal være en vej ind i nye, poetiske og/eller prosaiske litteraturfaconer.