Derfor er Ib Michael ked af det i dag

Ikke på grund af de lidt tvungent glade, men reelt mellemfornøjede anmeldelser, han har fået i Jyllands-Posten (de trælse 4 stjerner), Berlingske (også fire stjerner), Weekendavisen og Information, men fordi (for hans stadig mere skrøbelige fan-segment altafgørende) Politiken endnu ikke har anmeldt; i de gode, gamle dage ville det være fuldstændig uhørt, at Politiken ikke (helst ved automat-begejstrede Søren Vinterberg) anmeldte en ny Ib Michael-roman på dagen, men nogen er ikke længere yndling nr. 1, buuuhuuu - nu bruger avisen og litteraturredaktøren i stedet pladsen på at prise prismodtager Kim Leine og ikke mindst prise ham biografistisk, og her kan hippie-direktørsønnen IM (der aldrig har modtaget Nordisk Råds Pris) slet ikke være med, Leine er en ny æras ani-selvfede, socialrealistiske mønsterbryder-helt (jf. også Yahya-omfavnelsen dér i svingdøren), og jeg advarer, dette er betydeligt klægt: FORDI man går så (detaljeret) grueligt meget igennem, bliver man Nordens nye store forfatter og får i tilgift lov til at opleve og kan som få oprigtigt påskønne "hverdagens nære lykke" (håber virkelig ikke Lars Frost, der i sin nye roman hvæser biedermeier efter sært nok Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og co., læser denne seriøst sentimentale klamamse, han bliver ikke ked af det, han bliver møbelsmadrende hysterisk af raseri):

Han er så langt væk fra det blærede og blaserte, man kan komme, for han har taget hele turen fra rendestenen og op til lyset i mere end en forstand. Det er derfor han kan skrive bøger, som emmer af kendskabet til det benhårde liv, som leves på underste klasse. Helt dernede, hvor man, som Kim Leine var nødt til det, junker sig selv for at kunne udholde endnu en helvedesdag. Han har været på det hele: lykkepiller, angstdæmpende piller, sovemedicin, kodein, hele tiden stadigt hårdere stoffer. Kim Leine er bestemt ingen litterrær tyv. Men det er rigtigt, at det var hans litterære forbillede, den bredt fortællende episke roman, gerne stærkt underholdende, der frelste ham. Det var nemlig bag årgangene af ' Vagttårnet' i hans troende mors bogreol, at han en dag fandt et eksemplar af Alexander Dumas' samlede værker. Da var hans skæbne beseglet. Da var Nordens nye store forfatter født. Med den tilføjelse, at Leine altså ligesom Morten Falch skulle igennem mange lidelser, før han havnede i det helt almindelige gode liv, som Leine vedholdende udtrykker sin taknemmelighed over at være blevet en del af. Det er ikke ret mange år siden, at forestillingen om et roligt familieliv var en fjern drøm for forfatteren, som også i går aftes i Oslo takkede sine børn, sin hustru, og sin familie i det hele taget for, at han kom til at opleve hverdagens nære lykke. Nej, det er ikke til at fatte, at denne pragtfulde forfatter i 2004, for kun i ni år siden, kom vaklende ud af vildmarken med blødende nålestik i armen og satte sig ned og skrev ' Kalak'.