The Return of the Vocalphonochrome

Så skriver Morten Søkilde vokalfonokromer igen - og det må han gerne gøre med 5 års mellemrum resten af hans og vores dage (hvis det bare ikke var for det centraleuropæiske prosa-fragment om konvertitten Mr Bing i Afgangsantologien i sin tid, som skriger (kultiveret) på a fuldendelse (ellers i det mindste en ekspansivere ufuldendthed)!) i Politikens kronik gudhjælpeme - Infomedia maser verslinjerne ud til prosa, men det ser faktisk underligt rigtigt ud, her begyndelsen,
'
og sikke O! og sikke E! han bruser mættet som aldrig før, den forsvimlede perfektionist:

SOMMEREN er omme, omtrent, og selvom jeg holder en levende fornemmelse for helhed og enhed oppe, bestod der dog en hjemve mod september, der kredser om det sweeteste vemod, jeg kender: Her, hvor jeg, godt gennemstegt og komplet dorsk, forresten fregnet som et helt stjernekort, efter en overkropsfedtede sommers sold og fede solcreme, henbobler som solskoldet, kogt krebs, opsteg osse sprogets hede som ophobede oplevelser og stof: Strofer, der knopper hos poeten her: Netop denne hede, der efter en vegeterende og resorberende epoke - hvor jeg som en doven greve drev om, levede, og lod leve - slog des oftere og oftere frem, som grelle, men efemere feberfornemmelser for et tempereret, noget koldere vejr: O, sensommer! Velkommen september! HVOR jeg dog elsker eftersommerens flor! Med de henblomstrede rododendroner, korsedderkoppens klejne net, der vejrer for de voldsomme oktoberstorme, hvor de store, bortsejlende hjejleflokke fortones, ved det trommende, lodrette regnvejr over tordenvejrshotellerne, bort, som en elskedes, nedtonet stemme.