Christian Stokbro Karlsen, debut som 27-årig i 2002 med Kerygma, i Nordjyske:
Yahya Hassan" støber kuglerne til fremtidig pladderjournalistik og
pladderpolitik i verdens lykkeligste og Europas mest fremmedfjendske
land. Formmæssigt splejser Hassan
Broby-Johansens " BLOD" fra 1922 sammen med den normdannende egoiver; på
den måde lægger Hassan sig trygt og godt i tidens lyriske smag, og på
det indholdsmæssige plan bydes der heller ikke på noget nyt. Brug
en dag på at læse nyheder eller grav gammelt stof frem fra Jesper
Langballe og Mogens Camre, så er samlingen nogenlunde på plads. Jeg
mangler med andre ord lyrisk nødvendighed i det Hassan præsenterer."
DA JEG VÅGNER SPILLER SYMFONIEN FRA EN SPRÆKKE I HIMLEN SATAN HAR VÆRET
HER 4 CIGARETSKODDER TRÆDER VANDE I KUMMEN VIN OG URIN ER DEN SAMME
FLOD [...] JEG HAR KNEPPET ET LIV UD AF EN LILLE PIGE MED DEN PROTESE
JEG HAR ARVET EFTER MIN FAR" Det er nok et af de stærkeste afsnit i
bogen, og inspirationen fra tidligere nævnte danske ekspressionist og
hæslighedsæstetikkens fader; Charles Baudelaire, er tydelig.Og
det er fint, at Hassan er belæst, men der sker ingen åbning i disse
digte, kun reproduktion: Vi bliver ikke præsenteret for noget nyt, det
gode digt, som åbner verden, sætter perspektivet på en anden måde,
findes ikke i samlingen - ikke engang som brudstykke.
Imponerende at læse så eklatant forkert! Sammenligneligt kun med Niels Lyngsøs afvisning af Ursula Andkjærs debut som discount-avantgardistik i sin tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar