Bittert kollega-bitcheri

i anledning af dagens WA Bøger, hvor jeg får lov at Blæksprutte-skrælle en lyserød blogbog og bestyre en åletynd citat-kiosk.

Sådan overstår man i en ruf den æstetiske smagsdom i en anmeldelse af en romans meninger (Anna Libak om Kapsar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024):

Bogen er skrevet med stort sprogligt overskud og fantasi. Flere af de kursiverede sidehistorier, der fletter sig ind og ud af hovedteksten, skal jeg sent glemme: Som når tomaten fortæller om, hvordan det føles at blive plukket fra stilken, flået, hældt på dåse og ende sit liv på en pande over kyllingeschnitzler. Men overordnet set bryder jeg mig ikke om bogens budskab. Fordi den ikke bryder sig om mig. Eller om mennesker i det hele taget.

Det er der sgu da så mange fremragende bøger, der ikke gør! Céline & co.!

Og sådan reducerer man i forbifarten en god bog til en dum mening (samme anmeldelse):

Tilfældet vil, at jeg for nylig læste Lone Aburas' Politisk Roman, og her var alle personerne også nogle dumme svin: Ikke fordi de var onde, men fordi de var svin - i betydningen dyr. Vi er hinsides godt og ondt her, for personerne kan tilsyneladende ikke beslutte sig til at handle anderledes: De har ingen fri vilje. Det nye testamente er tilsyneladende byttet ud med Arternes oprindelse.

For nu næsten at at mene det modsatte af min Rasmusssen/Svendsen-blogpost, men også kun næsten: Politisk roman er jegfortalt af en lige så rørende resigneret som ædende (og nydende!) ond person, det gør ret mange forskelle, men først og fremmest gør ordkunsten med hvilken en forskel, der er ubændigt kvalitativ: elektrificeret sortsyn. Tænk, hvis man kun gik ind for kunstværker, der var sympatiske og empatiske og humanistiske.

Sådan gør man sin egen forsnævrede læsning til en fremragende bogs problem (Klaus Rothstein om Bjørn Rasmussens Pynt (som han vistnok rent faktisk godt kan lide)):

Men hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Sådan spurgte anmelderkorpset også sig selv, da Bjørn Rasmussen debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet ( 2011). Jeg synes nu, at romanens aggressive leg med tidens hårdtprøvede autofiktion var noget trættende, for homosex på rideskolen bliver ikke mere spændende af, at personen og forfatteren hedder det samme: »Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår...« Pynt er en stærk, tvetydig titel, som med spartansk klædelighed er meget mere mystisk og uheldsvanger end den manierede sætning om huden, hylsteret og legemet.

Det sidste først, titlen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er lige præcis det modsatte af manieret: den er omstændeligt og eksakt leksikalsk. Men hvor er dog spartansk klædelighed en trist titel-æstetik, synes I ikke, alle I Smarte pletter mellem fingrene? Videre i teksten: Som anmelderkorps-medlem interesserede virkeligheds-fiktions-skismaet mig altså ikke synderligt, og så vidt jeg kan læse, interesserer det heller ikke forfatteren, i sig selv: den reelle og intenderede energi i bogen genereres ikke af dobbelkontrakts pikanteri, men i den besværgende/fabulerende skrifteksplosion af/fra en måske selvbiografisk urfortælling, den dér "homosex på rideskolen" - og hvor litterært tonedøv skal man lige være for ikke at høre den oprømt vrængende/ironiske/parodiske tone i citatet om "Bjørns pik som blød granit i forsømte røvhuller"?

Christ, kære kolleger!