Prima anti-promo

Jeg er glad for, at jeg ikke som planlagt fik nævnt og kritiseret Promenaden i min kritik af danske forfatteres manglende kritiske mod i WA Bøger i fredags, for se, som de pludselig kan (eller i det mindste forsøger) x 2:

1. Niels Franks vittige og stilige, men også seriøst og ambitiøst diskuterende pastiche-anmeldelse af Claus Beck-Nielsens Møder med danske forfattere:

Nu ser jeg i hans nye bog, at det til stadighed er sådan: hr. Nilsson vil kun det de andre ikke vil, og hvis de vil, vil han det ikke. Underligt. Eller purt. Jeg synes ellers hans nye bog på mange måder er prægtig med mange selvlysende afsnit, skarpe, sarkastiske, onde, dristige, men jeg kan ikke forstå, hvorfor han vil gøre sig til slave af de andre. Som nu det med cafeen. Hvis de går der, går jeg der i hvert fald ikke (selv om så jeg gør, hvis jeg er sulten nok). Jeg går heller ikke på restaurant, jeg har ingen sofa, jeg har ikke bil, jeg spiser ikke kød, jeg går aldrig til reception (selv om jeg så gør, hvis jeg er tørstig nok). Jeg læser næsten heller ingen bøger, og hvis jeg gør, staver jeg mig igennem dem med en snegls læsehastighed, slimet til. Ak, ja. Jeg for mit vedkommende synes det er en træt holdning, hr. Nilsson, som jeg har hørt til hudløshed i alle de modernistiske bøger jeg har tygget mig igennem, ikke mindst Thomas Bernhards bøger og heriblandt ikke mindst hans Meine Preise, der er et oplagt forbillede for den nye Nilsson-bog, også selv om forfatteren til sin dødsdag (nå nej!) vil benægte at kende til bogen eller kan oplyse, at han kun er nået tredive slimede sider ind i den.

2. Elisabeth Friis' post om hvidhed, herunder bl.a. Politikens anmeldelse af Det Kgl. Teaters White Girl-formatering og først og fremmest kommentar-tråden nedenunder, der hurtigt koncentrerer sig om dejligt fortolknings-besværlige White Girl i sin oprindelige bogform (eftersom ingen har været i teatret) og dens tvetydige progressive tendens, med deltagelse af kritikerne Friis og Tue Nexø og digterne Thomas Boberg og Mette Moestrup. Men åh, hvorfor kan MM ikke lige ud kritisere tvetydigheden i White Girl i stedet for at tro og håbe på, at bogen - med en kedelig performativ-ironisk opløsning af tvetydigheden - i virkeligheden er en entydig progressiv udstilling af racisme, og gid hun ville lade være med at tage en anonym flok af "ikke-hvide" (uden selvstændige, nuancerede perceptionsapparater hinsides deres ikke-hvidhed) som gidsel for sit eget læse- og lytte-ubehag:

CH udtaler ofte, at hun ikke selv synes, bogen er sjov, og det har jeg tænkt meget over – jeg synes heller ikke, den er spor sjov, og jeg bryder mig ikke om den latter, som rummet fyldes af, når hun læser op. Hvilke kroppe ler af hvilke kroppe i hvilke rum og hvorfor? Kan man læse den op i et rum kun med ikke-hvide? Her tænker jeg ikke kun på sproget, men også på indholdet. Jeg aner slet ikke, om CH tilstræber at det skal være i retning af Ahmed. Jeg tænker nogle gange, at WG viser, at de kulturelle rum generelt er så hvide, at man kan sige de vildeste racistiske ting i de rum, det vækker bare latter. Og jeg tænker på, hvordan det ville være at gå i teater og se WG hvis man ikke er hvid. MEN FEDT MED DISKUSSIONER AF DET HER OVERHOVEDET, endelig, endelig, endelig.

Nemlig endelig! Endelig anfægtet diskussion! Og uden Mettes kommentar ville Tue ikke have gjort et nyt forsøg på at præcisere bogens på samme tid fortvivlede og virkelig sjove tvetydighed, det hidtil bedste og skarpeste, jeg har læst:

Må jeg ikke igen foreslå, at det er turist-scammernes pidginengelsk, der overføres til turisten selv? At ærindet i WG altså er lidt mere præcist end kolonihistorie og “hvidhedens fænomenologi”. Der er jo også græske og amerikanske turistoplevelser. Det er en gennemlysning af klichéfyldte fantasmer og forkælet holden på sine privilegier som hvid turist – privilegier, man tror at købe sig til som charter- eller rygsæksturist – men også af, hvordan alle scammerne derude forventer et bestemt afkast, og at de derfor spiller et sølle skuespil for os, og tit ikke engang orker at spille det for alvor. Som autentiske indfødte, som glade butiksindehavere, som fyrige latinoer, som sceneri for to ugers drømmeliv. Selv raseriet kan jo læses som en spejling: køber man ikke et tæppe derude hos beduinen, så får man hurtigt en ordentlig omgang skældud. Kan man tillade sig at være så forkælet og ikke-nysgerrig som White Girl-stemmen er. Nej, egentlig ikke. Kan man tillade sig at behandle folk som noget, der bare skal udsuges (for penge, for sex). Nej, egentlig heller ikke. Bogen navigerer mellem de to nej’er, synes jeg. Spejler dem i hinanden, undersøger deres forhold til hinanden. Undersøger om de er lig med hinanden. Jeg synes nu det er en sjov bog, Mette. Og også tankevækkende. Problematiske ting kan godt være sjove, vid er en formel kvalitet i sproget. Den er etisk neutral. WG er jo også helt vildt virtuos midt i sin simulerede inkompetence. Der er noget tegneserie-agtigt over dens udladninger.