Ironi betyder ikke at det modsatte af det modsatte er sandt

Okay, det her, synes jeg til gengæld, er værd at hidse sig en smule op over. I en klumme på Jyllands-Posten skriver Mikael Jalving begejstret, men totalt misforstået om Hassan Preislers Brun mands byrde:

Mens den selvfiktive roman krydsklipper mellem forældrenes historie, konkrete kulturmøder og den velmenende danske iscenesættelse af virkeligheden, udleveres den omvendte racisme, der finder sted i Overdanmark. Det er frækt gjort." Brun mands byrde" er som titlen antyder en omvendt Kipling. Vi, de etniske danskere, er halvt djævle, halvt børn, der skal korrigeres og tvinges til at se op til den brune race, hvis byrde det er at føre danskerne ind i det multikulturelle samfund af mælk, honning og anerkendelse. Ser man først sådan på det, forstår man, at multikulturalismen i virkeligheden bare er en erstatning for den revolution, som udeblev i hele Europa. Den er de skuffede 68' eres hævn. Fordi de ikke kunne ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kapital, vil de nu ødelægge samfundet ved at smadre den eksisterende kultur. Det sidste projekt ser ud til at gå langt bedre end det første.Bogen er en eksistentiel dannelsesrejse, men er ikke kun prisværdig af den grund. Det er den ligeså elegante som flabede kritik af tidsånden, der afsætter spor i vores politiske ørken. Man mærker fortællerens voksende modstand mod det ideologiske projekt, som Integrationsdanmark møjsommeligt har stablet på benene gennem mere end 30 år. Ved hjælp af ret så simple litterære virkemidler og prægnante passager gennemhulles konstruktionen, og det er i bedste forstand litteratur til tiden.

Hassan Preislers bog taler ikke imod det multikulturelle, tværtimod celebrerer han multikulturen i tekstspor-sammenklipningen af sine pakistanske og danske rødder og sine egne oplevelser i København, Beirut, London og New York som jo ikke en ideologi, men en realitet. Og så er han rigtig nok sarkastisk-sorgfuldt ironisk overfor den professionelle integrations-industri, han selv har været en del af og haft glæde af. Men det betyder jo ikke, at han er bekymret for dansk kultur eller skeptisk overfor indvandring eller benægter eksistensen af racisme og diskrimination - det afsnit, der eksplicit tager udgangspunkt i Kipling-citatet - og hvor det helt eksplicit er bastarden Hassan, der måske er halvt djævel, halvt barn, ikke den etniske dansker - beretter sammenbidt om hygsom patriotisme og rå racisme på et århusiansk værtsthus, læs selv:

I Aarhus læser jeg Ruyard Kiplings "Hvid Mands Byrde", og jeg sidder deroppe under taget på mit kammer og kan ikke finde ud af, om jeg er den bedste søn eller halvdjævel og halvt barn, og jeg henter tvillingen Andreas ved toget, da han er hjemme på orlov fra Afghanistan, og vi går ud i Aarhus for at diskutere Kipling og går ind et sted, hvor der må drikkes og ryges, og Andreas bestiller øl og arnbitter, og vi skyller det ned, og sidemanden spørger til os, og jeg fortæller, at Andreas er hjemme  fra Afghanistan og er på besøg hos mig, og vi modtager håndtryk og skulderklap og flere pils og små skarpe for Andreas' krigsindsats, og vi hygger os ad helvede til, og jeg går ud og tisser og kommer tilbage og bestiller en omgang til alle, da Andreas råber "hold nu op", Hassan, det er min tur". og "Hassan, kom nu herned!" og "jeg har masser af penge, Hassan!". Og for hvert "Hassan" vender et ansigt sig, og for hvert "Hassan" kompliceres mit liv, da jeg pludselig ser karseklippede isser og brede skuldre og fodboldtrøjer og tatoveringer, og der er én, der siger, "hedder du Hassan?", og jeg svarer, at det gør jeg, og han siger, "du ligner også en muslim", og jeg siger, at jeg ikke er muslim, "og han siger "du ligner en, der vil sprænge det hele i luften!", og jeg siger "kom" til Andreas, og han siger "hvorfor?" og jeg siger "kom nu, vi går", og vi går, og vi følges ud ad døren af ord, og de er mætte og tunge og rammer mig i ryggen og nakken og rammer dørkarmen omkring mig og glider ned ad den og rammer ude på fortovet og vejbanen, og et par uger senere åbner jeg avisen, og der er et billede af en mand, han har langt hår, længere end mit, og han er stor, større end mig, og han er vred, vredere end mig, og han hedder Nadir, og der står, at Nadir fik tæsk på et værtshus, og jeg læser videre: "Nadir anede ikke, at han havde bestilt øl på et værtshus, der  er stamsted for tilhængere af hooligangruppen White Pride", og Nadir står foran den samme bar, hvor Andreas og jeg fik øl og klap på skulderen og måtte skynde os væk, da det blev tydeligt for enhver, at jeg er Hassan.

Man skal være ekstremt tidehversvsk skeløjet for at kunne læse den tekst som et forsvar for værtshusets hooliganer og deres danske kultur, der smudses til af Hassans og Nadirs mellemøstlige udseende og oprindelse og navne. Ikke underligt at Krarup-datter Katrine Winkel Holm har denne kommentar til Jalvings citat fra klummen på Facebook "hmm, synes godt den var tung og helt vildt usammenhængende, men med gode pointer ind i mellem." Jeg tror, hun og Jalving skal holde sig til trygt entydige forfattere som Martin Andersen Nexø og Kaj Munk, allerede Scherfig og Paludan vil få det til at svømme for meget for nidstirringen.