Bue har stjålet min uskrevne skæg-suite og jeg tilgiver ham

Jeg må heller lige få det her af mit ubehårede bryst, inden jeg skriver min anmeldelse:

men altså det sidste halve års tid, men jeg har haft et slags skæg, har jeg gået rundt og tænkt på, at skrive om det, og det var lige som blevet for stor en ting i til en blogpost, eller rettere: jeg skulle have skrevet blogposter om det , men jeg var meget uvis på det, skægget, og så var det pludselig for sent; det forekom mærkeligt at skrive blogposter om mit skæg flere måneder efter, jeg havde anskaffet mig det - jeg har haft det på samme måder med to andre nyheder i mit liv: at jeg er blevet en ivrig og begejstret metropassager, og at jeg er flyttet i en stuelejlighed - med dig! - på Nordre Fasanvej, jeg har ikke central/føljetonblogget om det first thing, og nu er det for mærkeligt sent. Men jeg tænkte det så kunne være emnerne for tre ekstremt inderlige digt-suiter eller lang-prosadigte: NDR. FASANVEJ - METRO - SKÆG (der skulle nok være 1 overordnet titel, eller også skulle der ikke).

Nu er Bue. P. Peitersen forbandet nok kommet mig i forkøbet; det tredie afsnit i hans nye bundsolidt Bue'ske, i fredags udkommende digtbog Juice hedder "skæg" og handler irriterende skægt om skæg:

Det er et nyt land
som skægget rækker ind i,

af hemmelige kræfter og
maskulinitet,

man får del i en voldsom
pulje:

Mange skæg er gået
gennem historien,

som et stort, busket vingesus,

det er flere tusind års
udvikling og vækst
der spirer frem,

her i sensommeren,

det er flere tusind års
udviklng og vækst
man bliver filtret ind i.

- det er temmelig hårfagert gjort, og nu er endnu en bog, jeg sikkert alligevel aldrig fik skrevet, ødelagt og overflødiggjort, og selvfølgelig tilgiver jeg Bue.