Gyldendal køber Borgens Forlag, fortæller bogmarkedet her, et stort klip fra artiklen:
Det skriver Gyldendal i en fondsbørsmeddelelse. Borgens Forlag fortsætter som et selvstændigt imprint.
Af væsentlige danske forfattere fra Borgens backliste kan især nævnes
hele Benny Andersens forfatterskab, samt udgivelser med Søren Ulrik
Thomsen, Michael Strunge, Dan Turèll, Piet Hein, Erling Jepsen og Jakob
Martin Strid. Både Søren Ulrik Thomsen og Jakob Martin Strid udkommer nu
på Gyldendal, der dermed får samlet disse forfatterskaber hos sig.
(Blogdahl: Af væsentlige danske forfattere, der stadig udkommer på Borgens Forlag er der vel (reelt - se nedenfor) kun Benny Andersen, Marianne Larsen og Peter Laugesen tilbage - mon de bliver på skuden nu den er hvalopslugt?)
Hertil kommer hele Borgens stærke katalog inden for ”krop, sind og ånd”,
hvor forlaget i sine velmagtsdage sad på en meget stor del af dette
segment. I alt er der en backliste på cirka 1.000 titler. Borgen Forlag blev grundlagt i 1948 af Jarl Borgen, der hurtigt
etablerede en profil som et kvalitetsforlag med fokus på dansk kunst og
lyrik. Senere satsede forlaget mere og mere på selvhjælpsbøger og krop,
sind og ånd. (...) Bl.a. etablerede man Borgens Bogklub, som blev solgt
pr. 1. januar 2009 til Gyldendal. På det tidspunkt var forlaget ude i et økonomisk stormvejr. I de
fremgangsrige år havde man ikke været gode nok til at styre udgifterne,
og da den økonomiske krise i 2008 ramte hele den danske bogbranche, gik
det for alvor galt. I februar 2009 afskedigede man halvdelen af de
resterende medarbejdere, så der kun var 11 tilbage incl. de to
direktører, Niels og Helle Borgen, der havde stået i spidsen for
forlaget siden 1991. Dermed var medarbejderstaben på få år gået fra 35 til 11, hvoraf 6 var
fulgt over til Gyldendals bogklubber. I årene efter blev der yderligere
reduceret, så der i dag kun er 2 ansatte og enkelte freelancere
tilknyttet ud over de to direktører. Samtidig flyttede forlaget i nye og
mindre lokaler i Valby.
Helle og Niels Borgen går nu på pension. Det var de to, der selv henvendte sig til Gyldendal med henblik på salget. De seneste to år er det lykkedes atter at få overskud takket være en
aktiv pleje af den store backliste inden for krop, sind og ånd.
”Vi er stolte af, at det lykkedes os at vende forlagets økonomi, inden
vi gjorde klar til et salg,” siger Niels Borgen i en pressemeddelelse.
Godt, at Borgen bliver ved at findes som Borgen, men trist at endnu et selvstændigt forlag bliver del af et Mammut & co. - for et øjeblik siden var det Lindhardt & Ringhof, der opslugte Per Kofod; er der overhovedet andre selvstændige, seriøse, mellemstore/kommercielle (skønlitterære) forlag tilbage end People's Press og Tiderne Skifter og Hovedland og Batzer&Co?
Jeg er vel i princippet stadig Borgen-forfatter, eftersom min seneste bog udkom dér, tilbage i 2008, og jeg ikke har fået en fyreseddel eller et nej til et konkret manuskript, og derfor er jeg nu i princippet Gyldendal-forfatter.
Men det bliver spændende, om Borgen nu - med hvem ved roret? bliver det en del af Rosinate&Co? we do not know - atter kan udgive en bred vifte af (smal) skønlitteratur, så jeg, hvis jeg nogensinde skriver en bog igen, på Gyldendals nåde kan vedblive med at være "Borgen-forfatter", det vil jeg vistnok gerne.
Reelt er jeg Gyldendal-redaktør, eftersom Rosinante&Co, der udgiver Hvedekorn, er ejet af Gyldendal, og hvis nu Gyldendal selv, hvilket jeg helt ærligt synes er en rigtig god ide, køber Weekendavisen, der jo er til salg, så vil jeg være 100 % en Gyldendalperson, totalitært nok!
Jeg savner en like knap her. *like*
SvarSletLakmusprøven er om du kom med til Efterårsreceptionen i dag. :-)
SvarSlet