Jeg låner lige Peters øjne

Peter Laugesen har også været i Paris denne sommer og skriver i Information om den udstilling på Pompidou med fransk-ungarske Simon Hantäi, som mine øjne var for trætte til at ordentligt at opfatte efter den intensive flimren hos Lichtenstein (som Laugesen (måske!?) ikke bryder sig om: for klar i stregen og hovedet (måske!?)). Nu ser jeg i hvert fald ham Simon bedre, mere udfoldet:

Hantaï, der kom udefra, måtte først arbejde sig igennem en periode, hvor han malede som surrealisten André Masson og derefter en gestisk periode, hvor han malede som tachisten Georges Mathieu, men hverken de psykologiske budskaber i surrealismen eller de tomme bevægelser i tachismen kunne bære det indhold, som Hantaï med sine erfaringer fra Ungarn søgte bærende strukturer til.
Han begyndte at male på foldede lærreder. Når man maler sådan, på de enkelte flader af et større lærred foldet et vist antal gange, vil man aldrig vide, hvor den enkelte bemalede flade befinder sig, på hvilken side af lærredet og i forhold til andre bemalede flader, når man folder lærredet ud igen.
Han klippede også bemalede lærreder i stykker og syede dem sammen i nye mønstre, han gravede bemalede lærreder ned og lod dem ligge kortere eller længere tid, før han gravede dem op igen, og selvfølgelig arbejdede han bagefter videre på de uforudsete billeddannelser.
Det ligner, hvad den amerikanske forfatter William Burroughs arbejdede med i de samme år. Han kaldte sin teknik for ’cut-up’, og den betegnelse anvender skriftteoretikeren Jacques Derrida uden videre også for Hantaïs arbejdsproces i sin kommentar til en brevveksling mellem Hantaï og filosoffen Jean-Luc Nancy, hvor de to diskuterer Hantaïs arbejde med uddrag af Derridas og Nancys tekster i en billedproces, der skal ende med at producere et frontispice til Jacques Derridas bog om Jean-Luc Nancy.
Som en skriftens og billedets opdagelsesrejsende kombinerer Hantaï i en uforudsigelig, langvarig og spontan arbejdsgang med utallige overskrivninger sine tekststykker, skrevet med forskellige redskaber på ofte genstridigt materiale.
Store skriftbilleder af den type var noget, Hantaï i det hele taget arbejdede med.
Det ikke på forhånd meningsstyrede er centralt i en sådan proces, der danner billeder ud af tvangsmæssige gentagelser og tilsyneladende tilfældige hændelser, og det er let, som man ofte har gjort det med William Burroughs, at lade processen stå forrest som det interessante, selv om det ikke er forfatterens eller malerens hensigt, at det skal være sådan.
Forfatteren og maleren gør blot opmærksom på, at proces og produkt, resultat, altid hører sammen.
Maleriet som hverdag og trædemølle, med en vis forbindelse trods alt til andre dagligdags procedurer, hvor væv og klude foldes og bruges:
»Indimellem, fra tid til anden, her og der, år ud og år ind . . . vaske, gnide, gøre rent i køkken eller lokum, gulvbrædder og trappetrin, inde og ude. Alt hvad en rengøringskone nu går og foretager sig,« siger Hantaï.
Derrida taler i forbindelse med Hantaïs skriftbilleder om stoffet, lærredet, vævet, der æder og opsluger skriften. Og selve processen, der i sin monomane monotoni producerer både væv og tekst, sammenligner han med silkeormen, der støt guffer sine morbærblade for i den anden ende at kunne udstøde den endeløse tråd, der en dag gennem endnu en mekanisk proces, der er uforudsigelig i sine detaljer, bliver væv og stof.

Simon Hantaï, Centre Pompidou, Paris, til den 2. september 2013