Lichtenstein på Pompidou -
det første billede på udstillingen, rimeligt nok, og sjovt nok, for Roy er hele tiden så selvfølgeligt ikke bare ironisk, hvilket man heldigvis heller ikke behøver at forklare, at det er han i virkeligheden ikke, som Andy i virkeligheden ikke er det, for det er han selvfølgelig bare, men i den grad også selvironisk, og fra starten af, ikke engang hans sidste zen-billeder, som han jo ikke vidste var de sidste billeder NB (jeg misbruger NB i i denne tid, kan ikke lade være NB), gider han, at folk tager alvorligt, pseudo-zen citeres han for at kalde det - det er så bare især i ting- og tegneserie- og penselsstrøg- og spejl-malerierne en syret ind-zoomet, hypnotisk maksimaliseret (rent lærredstørrelsesmæssigt) ironi, de evige prikker som en tåge af præcision, en præciseret tåge, massivt perceptionspunkterende, glosuppegennemhullende, som de runder af skud fra de maskingeværer på de krigsbilleder mod de læsebriller, der er mine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar