Var i Imperial og se Guillermo del Toros Pacific Rim: gedigent bulder og brag og fint excentriske bipersoner, maskot Ron Perlman med sølvsko, og skønne, skønne, umiskendeligt signerede MONSTRE!
. og kom hjem til kæmpe pakke fra Arena, tænkte, det var udmugede lagereksemplarer af Ursulas og min antologi af amerikanere af lave, og så var det Adam Drewes' MONSTER af en ny bog, Radio, meget tilfældigt opslag:
Hver gang Søren Ulrik Thomsen er ude at læse op, fortæller han den samme anekdote. Det handler om nogle fado-sangere, hah har set i Pessoas' Portugsl.
Anekdotens pointe er, at de, der i stedet for at bruge én, bruger begge deres hænder til at fremføre deres digte, er de dårligste digtere.
Herfra uddrager han læresætningen, at hvis man ikke skriver særlig godt, har man brug for at performe. Dette kan man så graduere: de, der nærmest ikke bevæger sig, er de bedste forfattere. De, der kun strammer i nederste del af højre bens lægmuskulatur, er noget nær sublime, men de vil aldrig, usanset hvad, overgå dem, der aldrig rører en finger: dem, der nu ligger seks fod under jorden.
Det Toros monstre er skandaløst dårlige digtere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar