At udkonkurrere sig selv med tilbagevirkende kraft

Jeg har en regel om, at en forfatter ikke må være indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris to år i træk for at sikre så stor smalheds-diversitet som muligt: Og selvfølgelig kan der godt blive tale om undtagelser til den regel, hvis to værker med samme signatur på hver deres måde simpetlthen bare er for vildt smalle - hvis nu Martin Larsens 2 Bet-vindere, Svanesøssonetterne og Monogrammer var udkommet, lige efter hinanden, men det har endnu ikke være tilfældet. Selvfølgelig kan man godt blive lidt ærgerlig, når en forfatter året efter, han/hun er blevet indstillet, præsterer et lige præcis skarpere og excentriskere smalt værk, som nu Sternbergs Stenalderdigte, der udkom året efter nominerede Radikale mennesker og hjem. Når et mere oplagte værk at udkomme (eller blive troværdigt annonceret), inden nomineringerne for året før bliver besluttet, kan jeg slette et i sig selv fuldt oplagt værk fra langlisten - det er denne gang gået ud over mindst to bøger, der nu befinder sig på andenplads-listen (hvilket det godt kan være, at de var kommet til at gøre under alle omstændigheder, men det er slet ikke sikkert), og det føles en lille bitte smule usselt, selvom der jo er automatiseret kompensation ved næste nominering (men hvad nu hvis folk, inden næste nominering besluttes, præsterer et endnu perfektere smalt værk (af ca. samme type), og året efter et endnu en lille smule perfektere ...?).