Kære Sissel,
Tillykke med prisen. Du har
fortjent den, din bog har fortjent den.
Sortedam
er et lavmælt og intenst kammerspil om den gravide Sigrid, der rydder op i sin
mors dødsbo. Moren, Mona, var alkoholiker, men jo også et sært brutalt menneske,
der synes mere optaget af sin egen flotte figur end af sit barn; at rytte op
efter hende er også at gøre regnskab op over deres fortid sammen.
Bogen er Sigrids lange monolog til
moren, bogens ”du”. I to lange tilbageblik beskriver den hvordan datterens opvækst
er præget af et konstant, anspændt ubehag. De scener fra ungdommen har en
lethed i sit anslag, i sin måde at tegne på en gang intime og sociale tableauer
for læseren. De registrerer med en fantastisk følsomhed, hvordan katastroferne
er flettet ind i hverdagen, hvordan de ligesom lurer i øjenkrogen. Hvordan de
er der mens noget andet også sker, hvordan de sætter sig som rystelser i det
sociales overflade. Som når Sigrid går rundt til en familiefest og – men
ligesom i baggrunden – ser sin mor blive fuldere og fuldere. Hvordan moran
falder mere og mere igennem. Eller som når hun sidder i pariserhjulet i Tivoli
og pludselig, midt i menneskemængden, ser sin far med en fremmed kvinde, men også
må fortrænge det, fordi hun sidder der med sine veninder.
De scener registrerer også morens
alkoholisme som et svigt. De registrerer, at hun reelt kræver, at andre skal
bære hende på deres skuldre, fordi hun ikke længere orker at bære sig selv. Og
alligevel er det ikke så enkelt. ”Du har lagt ansvaret fra dit liv fra dig og
har ladet det sejle, som andre ikke
tog sig af. Og du har ladet mig være overladt til mig selv, uden nogen jeg
kunne støtte mig til,” siger Sigrid på et tidspunkt til sin afdøde mor. At have
ansvaret for sit liv er nemlig ikke bare at have ansvaret for sig selv, men også
for menneskene omkring sig. Man svigter aldrig bare sig selv, når man giver
slip. Vi er viklet ind i hinanden.
Barndoms- og ungdomsscenerne viser så
også, at alle på et tidspunkt må give
slip, og at man tit har gode grunde til det. Også Sigrid og faren slipper
tøjlerne undervejs. Og hver gang sker der det samme, nemlig at nogle andre må
betale prisen. Sigrid stjæler fra sin fars jakkelommer – så bliver
rengøringskonen fyret. Faren får sendt sin kone på afvænning, men magter
alligevel ikke mere. Han finder sig en yngre kæreste. Så falder Mona tilbage i
alkoholen. Man kan have sine grunde til at slippe ansvaret. Men andre betaler
prisen. Sådan er den diskrete morale i Sortedam.
I flere interviews har du fortalt,
at Sortedam er inspireret af din egen
barndom og ungdom, og at du gerne har villet give ”børn af alkoholikere stemme”.
I romanen selv henvender Sigrid sig til sin døde mor, men på en måde også til
sit ufødte barn. ”Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal sige til mit barn, når
jeg en dag skal fortælle om dig,” siger Sigrid i begyndelsen af romanen. ”Især
hvad jeg skal lade være med at fortælle.” Et svar er vel at lade litteraturen –
denne henvendelse til ingen, til ukendte læsere – samle alt det op, der ellers
kan være svært at få over sine læber og svært at få klarhed over, men som
alligevel er nødvendigt at få sagt. Her kan alle læse med – sønner, døtre,
pårørende, og alle de andre, der må bære andres katastrofer med sig i deres
liv. Katastrofer, som de på en måde var bipersoner til, men som alligevel
sidder tilbage i dem som et smertepunkt. Hvilket vil sige os alle sammen.
At skrive det kan gøres på mange
måder. Sortedam er på en meget
diskret måde en meget velskrevet bog. Det er som om det anspændte barns
overopmærksomhed er blevet til evnen til i få ord at optegne situationer og
skikkelser med en forbløffende og tilsyneladende ubesværet præcision. Den evne
ser man i hel ren form i følgende passage, som ikke har så meget med resten af
romanen at gøre, men bare er utroligt fin. Sigrid skriver om en studiekammerat,
der døde for år tilbage. Han lever stadig i hende:
”Måden han sad på, når han røg en
cigaret, med benene over kors og albuen hvilende på knæet, cigaretten i hånden,
ryggen foroverbøjet. Han havde i det hele taget noget med albuer, de var det
foretrukne støttepunkt. Og hans stemme, lidt hæs og drævende, men altid så
nærværende, som om han havde to bevidstheder, der bare osede ud af ham og
sloges om taletiden.”
Det at se de albuer, og at skrive
dem ned så enkelt, det står for mig som noget af det virkeligt gode ved den
måde, du skriver på. Heldigvis er det en måde, du rendyrker i din nye bog, Ønsketænkning, en bog der bogstavelig
talt er fyldt med gode sætninger. Under alle omstændigheder får du denne pris
ikke bare for at skrive om svigt og ansvar og om, hvordan kommer til syne for
os så at sige ud af øjenkrogen på vores liv, men for at gøre det så klarøjet,
diskret og elegant som du gør. Tillykke igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar