Det er da en god og herlig ting, når noget, der er godt, får succes - som nu Hassan Preislers ret fremragende, autofiktive roman Brun mands byrde, som jeg glad anmeldte i WA Bøger i går, efter Preisler-interviews havde smykket forsiden af både WA's og Politikens litteraturtillæg, og som i dag får 5 hjerter i Politiken i Mikkel Bruun Zangenberg (solid præcis anmeldelse sgu, Mikkel: "Preislers kritik og hans manøvrer får deres
slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig
vellykket, avanceret og berørende montageroman. I romanen hører vi meget
klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere
spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er
en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring. Fordi spørgsmålet ' hvem er jeg?' stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler,
der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del
af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig
skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag
endte med at frembringe et væsen som Preisler.") og 5 stjerner i Berlingske ved Merete Reinholdt, og på grund af al denne opkørt støjende foromtale - foruden interviews i både aviser og i radio og på tv har Preisler via sin bogens Facebookside arrangeret og rapporteret fra flere bogrelaterede happenings (med forfatteren klædt ud som Lille sorte Sambo, ligesom på forsiden) - er forlaget allerede ved at trykke tredje oplag, og hvor er det bare godt, når nu bogen bare er god, selvom ret meget af støjen, før anmeldelserne, også skyldes at bogen er en god historie, som forfatter og forlag har forstået at vinkle aggressivt medie-attraktivt, men hvilket problem skulle hvem have med det, når bogen er god?
I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:
spændende:
spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra
Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej,
forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør
teksten autentisk og giver den værdi -
Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!
Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.
OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
yes!
SvarSlet