En sang kan ikke være en HIV-positiv bøsse

Vi er på vej ind til Koncerthuset for at høre John Grant,

og jeg net-læser Politikens sædvanligvis cool lyttende redaktør Simon Lunds anmeldelse af den bedre og bedre, magtfuldt hjertesyge plade Pale Green Ghosts og i lang tid handleranmeldelsen udelukkende om sangerens miserable privatliv, og hvor ville jeg gerne have været fri for den information: jeg har ikke brug for at føle privat sympati for manden, når han nu kunstnerisk ikke er at ynke, men bare til at blive skaprt røt over, jeg citere klamamsen her, bare for at kunne strege den over:
 
Nogle siger, at livets udsving er ligeligt fordelt, at der er lige meget smerte og sorg til hver af os, at det går lige op i den sidste ende. Det er en livsløgn. Nogle mennesker får flere tørre tæsk af skæbnen end andre. Nogle mennesker som John Grant. For tre år siden udgav den amerikanske sangersangskriver sit første soloalbum, ’Queen of Denmark’. En voldsom bekendelse om en fortid med afhængighed, død og udstødelse, der har bandet Midlakes pastorale folkrock (valiumberoligende!) i ryggen. Debuten var råt for usødet en opsummering af et bulet og bøjet liv, der for Grant begyndte i et strengt kristen-metodistisk hjem i Colorado. Her lærte Grant at gemme sin homoseksualitet godt og grundigt væk, før han søgte til Europa, hvor han studerede tysk i Heidelberg.
Han udviklede desværre så kraftig panikangst, at han i dag stadig er medicineret, men i første omgang medicinerede han sig selv med alkohol og kokain. Han vendte hjem til USA i 1990’erne, da hans cancersyge mor lå for døden, og formede bandet The Czars. Kritikerne roste deres drømmepop, der støjsvævede rundt om Grants urokkelige baryton, men publikum nåede aldrig at opdage dem, før den nu stærkt afhængige Grant blev smidt ud af bandet. Gennem AA fik han gjort sig fri af rusmidlerne og flyttede til New York, hvor musikken blev lagt væk i nogle år, mens han levede som hospitalstolk. Indtil Midlake trak ham tilbage i den musikbranche, han som 44-årig i dag føler sig som gæst i. I så fald en meget velkommen gæst. Han ramte solar plexus på publikum, og ’Queen of Denmark’ blev kåret til et af de bedste album i 2010. Et musikmagasin konstaterede, at Grant altid bar solbriller, fordi hans fremtid var så lys, og nogle ville måske mene, at nu var der ved at blive rettet op på lykkebalancen i det store regnskab. Men John Grant lever under Murphys lov, der siger: Alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt. På vej til Sverige for at indspille et nyt album med den svenske popproducer Kleerup fik John Grant en sms, der torpederede hans liv fra siden. En elsker havde fået konstateret hiv, og samme diagnose fik Grant stillet, da svaret på hans test kom. Så lå han ned igen, på tilværelsens stengulv. Hvor han har ligget mere end de fleste. 

Om sangen "Glacier" skriver Lund:

Men klimaks er alligevel fuldt af omsorg for alle andre, der er skubbet udenfor. ’Glacier’ er en storladen synth-ballade om at være isoleret med sin seksualitet og stemplet som hiv-syg. Sangen svæver væk med næsten ubærlig skønhed og opløser lidt af den ondskab, verden ellers er fuld af. 

Men det er da ikke en sang om at være isoleret med sin seksualitet og stemplet som hiv-syg, det er en sang om at være isoleret punktum og fortolke smerten og raseriet positivt via poesi: gletsjerbilledet.

You just want to live your life
The best way you know how
But they keep on telling you
That you are not allowed

They say that you are sick
That you should hang your head in shame
They are pointing fingers
And want you to take the blame

There are days when people are
So nasty and convincing
They say things beyond belief
That sting and leave you wincing
And to boot they say their words
Come straight down from above
And they really seem to think
That what they're doing counts as love

This pain –
It is a glacier moving through you
And carving out deep valleys
And creating spectacular landscapes
And nourishing the ground
With precious minerals and other stuff
So don't you become paralyzed with fear
When things seem particularly rough

Don't you pay them fuckers as they say no never mind
They don't give 2 shits about you it's the blind leading the blind
What they want is commonly referred to as theocracy
And what that boils down to is referred as hypocrisy

Don't listen to anyone, get answers on your own
Even if it means that sometimes you feel quite alone
No one on this planet can tell you what to believe
People like to talk a lot and they like to deceive

(og vitalt god koncert sgudafandeme -

før han koncentreret hoftevugger sig ind i sine nyklassiske sange, konverserer Grant vittigt og venligt om dette og hint og også om baggrunden for sine sange, og også den biografiske baggrund, og også hans homoseksualitet og hans HIV-diagnose, og om akkurat "Glacier" fortalte han, at den i høj grad var skrevet som en coming out-sang, der skal give bøsser og lesbiske mod til at komme ud af skabet på trods af og i trods mod fordomme - men jeg oplevede ikke at disse indramninger lukkede mig inde (biografisk) eller ude (pr. sexuel orientering), de var blot konversation og information som egenhændige museumsplancher, der jo ikke mindsker effekten af hverken Mona Lisa eller L.H.O.O.Q. (Grants sange er Leonardoske og Duchampske, smukke og vrængende, på samme tid -

det er en helt anden ting med Politiken-anmeldelsen, der gør ét mudder af biografi og vurderingen og beskrivelsen af en plade, der nok er "confessional", men altid på kunstneriske/kunstfærdige betingelser, altid med det formål at gøre sangen til den stærkeste og fineste sang, den kan blive)