Tale til Mikkel
Thykier ved overrækkelsen af Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat
Min
yndlingsanekdote om Mikkel Thykier, fortalt uendeligt mange gange mellem år og
dag, udspiller sig en varm sensommerdag i 2002, da tusindkunstneren T.S. Høeg
og jeg var på vej til forlaget Borgens efterårsreception i deres eventyrlige have
på Valbygaardsvej, der nu sikkert er i et eller andet sinistert medicinalfirmas
besiddelse. Da vi spankulerende entrerer Vestre Kirkegård, får vi øje på Mikkel,
der kommer gående den modsatte vej lige imod os, fordi, viser det sig, han
netop har besluttet sig for ikke at gå til reception alligevel. Det er Thorsten
og jeg i for højt humør til at finde os i, og ublidt, men kærligt skovler vi ham
med os. Velankommet til festivitas opdager vi, at det ikke bare var
receptionen, Mikkel i sidste øjeblik havde besluttet sig for at undgå, men også
overrækkelsen af Michael Strunge Prisen. Som han så altså fik i hænde alligevel,
takket være en resolut kirkegårds-kidnapning.
Jeg kan i tale-skrivende nu ikke vide, om
Mikkel ved egen kraft eller andres assistance er nået frem til Tordenskjolds
gemakker for at modtage sin kun tredje litteraturpris – Klaus Rifbjergs
Debutantpris var den første – Harald Kiddes og Astrid Ehrencron Kiddes Legat. I
talende nu kan jeg konstatere, at det er han / ikke. Hej Mikkels nærvær /
fravær!
Men selvfølgelig er min anekdote allegorisk:
Det er et pædagogisk billede på Mikkel Thykiers omgang med og udfoldelse eller
måske rettere indfoldelse, hvis man kan tale om en ekspansiv og eksplosiv
indfoldelse, af sit forfatterskab, at han – efter at have fået Rifbjergs
debutantpris, og det ER skræmmende, I
know - på Vestre Kirkegaard beslutter sig for ikke at gå til
efterårsreception og få Michael Strunge Prisen.
At han igen og igen uden for og i sine
værker, trykte og utrykte - og på daværende tidspunkt lå der en hel kuffert
fuld af (dag dato stadig) utrykte manuskripter på en hylde hos Borgen – står på
Vestre Kirkegaard og beslutter sig for ikke gå til efterårsreception og få
Michael Strunge Prisen. Og en gang imellem, som nu fx i dag, må han så finde
sig i, at en eller flere bajadser forsøger at tvinge ham med sig.
Skyggerne
er kun flygtige fra 1997 forbliver en af de på samme tid sikreste og skrøbeligste,
dristigste og mest introverte poetiske debuter fra de sidste 20 år. Et citat:
”Jeg trækker aldrig gardinerne for, men det
uundgåelige er sket, jeg har forelsket/ mig i søvnen efter ikke at have kunnet
falde i søvn i mit livs samtlige sytten år/ jeg dyrker stadig de søvnløse
nætter i mine potteplanters muldede jord, men rene/ lagener er hvide, og som
duften af dun slår eftermiddagssøvnen ned i mit hår.”
Åh og
atter oh, ikke sandt? Skyggerne er kun
flygtige er derudover en af de mest originalt og excentrisk udformede debuter fra de sidste 200 år:
Udfoldelige dobbeltsider med langlinjede, lige akkurat sammenflettede
dobbeltdigte.
Blandt andet derfor, på grund af den
bogtekniske udfordring, udkom digtene hele tre år efter, digteren havde skrevet
dem, og det er som om, Mikkel Thykier aldrig har indhentet den forsinkelse, dette
lange tvangsophold på fødeklinikken, eller rettere, at han har gjort en dyd og en
poetik og en praksis ud af forsinkelsen.
Lige siden har det nemlig været undtagelsen,
at en tekst eller et værk publiceres tidligere end to til tre år efter
affattelsen, og i lange perioder så slet ingenting dagens lys, selvom alt tyder
på, at skriften aldrig holder pause, for slet ikke at tale om de par år, hvor
der kun blev skrevet og publiceret anonymt, fordi digteren heller ikke kunne
eller ville indhente sit navn.
Mikkel Thykier var, da debutbogen udkom, for
længst ikke længere den pure og purunge poet, han skulle forestille at være;
han befandt sig midt i en vild og flerstemmig raptus, involverende endnu
umuligere i alle retninger udfoldelige artefakter, det fulde omfang af hvilken
stadig er uklart, fordi den dér kuffert stadig er så godt som fuld.
Projektet var ikke at kontaminere
renfærdigheden, men at nå hinsides renfærdigheden frem til en genuin,
åndedrætsfin intimitet, fri for al værk- og bogmarkedsgøgl. Hvilket sekundkort kommer så tæt på at
lykkes, som det vel digterisk muligt er, i det det lillebitte, såkaldte
B16-hæfte .katalog., udgivet 2001 og
sandsynligvis en bådflygtning fra kuffertens mørke kontinent: de allermindste
og umærkeligste (men også pludseligt og sært barokke) sansninger udformet som
halve sammenligninger mellem nervøse gåseøjne, nervøse, fordi de ikke tør tro
på, at hvad de gør, lader sig gøre:
”som tågen om din hånd ved skrælningen af en
mandarin”/ ”som farven en overmoden daddel efterlader på hotellets papirserviet”/ (…) "som om der
bladres i dine læber”
Siden har Mikkel Thykier ikke publiceret en
tekst eller et værk, der lige ud og i traditionel (herunder traditionel
avantgardistisk) forstand kan kalde poesi – han VIL ikke ned og få den Michael
Strunge Pris. og han tror, at det at skrive noget, der ligner poesi, er det
samme som at få en Michael Strunge Pris (og det er det, vil jeg gerne parentetisk
indvende, næppe)
I stedet
har han skrevet tekster - og vildt temmelig mange af dem og til enhver tid
flere end vi (foreløbig) har fået lov at læse jo - som læsedramatisk, men
primært aforistisk og essayistisk besværger (og, i læsedramatikken,
iscenesætter) den intimitet, der er det utopiske mål. Og som får flere kode- og
kælenavne undervejs, ansigt, generthed, brev. Og som midt i besværgelserne, i
ly af dem så at sige, nu og da faktisk kan tilnærmes, i fintfølende aflæsninger
af kunstværker og mennesker, mennesker i kunstværker og mennesker SOM
kunstværker. Her er et uddrag fra det vildt skarpe og intense, essayistiske
hovedværk DAGENS ANSIGT: Allie Mae, udgivet
anonymt 2008, hvor besværgelsen brat zoomer ind på et virkeligt, øjeblikkeligt
ansigt:
”Ansigt set som et udtryk for opmærksomhed
betegner mere end det ansigt, der ses. Alligevel er det, der kan ses i
ansigtet, også fascinerende. Det er det alle mine henvendelser er vendt imod og
skal aflæses igennem. Det er som om erkendelsen sker gennem det ydre før det
indre og kendes på overfladen som vand, der spejler mig i dit ansigt. Egen
mimik kendes kun fra andres reaktioner, deres mimik kendes med ét, men
attraktionen, der tiltrækker mig, er genertheden, som hele tiden unddrager sig
mig og mit greb. Når den andens mimik ikke kendes med ét kommer alle bevægelser
til at foregå i et tåget og intimt område: Det kendes ikke til fingerspidserne,
det kendes med fingerspidserne. Den anden kendes lige så lidt som mig: ”Sig mig
noget der gør det muligt for mig at tale med dig, du må ikke gøre mig genert!”
Der lå en ømhed - en genert ømhed, den var
ikke udadvendt – i den måde ordene blev vendt ind mod dig selv, da du – den her
person – sagde ”hej hej” lavt, og, fordi åndedrættet var vendt indad, næsten
åndeløst.”
Når nu Mikkel Thykier har et sådant
(produktivt) besvær med at komme ned fra kirkegården og hen til receptionen og
være digter, er det meget lykkeligt, at han er så dygtig til at respektere
andre kunstnere og deres kunstværker, respektere dem ved at diskutere dem,
nær(afl)æse dem, men også forgruble sig på dem, men også kritisere dem, lige
meget hvilken skala de befinder sig på.
Seneste udgivelse er fire bind med
oversættelser – oversættelsen som et ekstremistisk intimt møde mellem læser og
digter - af Maurice Blanchot, Åke Hodell, Lars Norèn og Laura Riding, med ivrigt
diskuterende efterskrifter (i Blanchot.-bindet skriver efterskriften sig flere
sider længere end skriften selv). Et nyt essaybind, Sub Rosa, var designeret til at udkomme i december, men er ikke
overraskende forsinket. Jeg siger: No problem! Hjertens gerne tilbringer jeg endnu
en sommernat mellem tilsodede gravsten
med at være på vagt og være på spring. Du skal mødes akkurat, som du står og
vender om, Mikkel, som du står og vender dig om, dér lyser dit ansigt tydeligst
og nærmest.
Og bare rolig, Harald Kiddes og Astrid
Ehrencron Kiddes Legat er ikke en centrallyrik-pris, det er en excentrisk
hybrid-pris, den passer som dug på rynket pande!
)
