Synne betyder ikke sønnekone

mens snarere syl (langt ude Kierkegaard-henvisning, se fødselsdags-blogpost nedenfor) -

kritiske forfatterinterviews er alt for sjældne, men Synne Rifbjerg går i sit interview med Katrine Marie Guldager i onsdagens WA Bøger virkelig til stålet, det virker bare ikke som om, Katrine opdager det, hun svarer helt ufornærmet derudaf, selvom spørgsmålene tilsammen ligner en langt hårdere anmeldelse end Erik Svendsens pænt negative i JP:

- Man kan nogle gange som læser godt opleve din alvidende fortæller som en bedrevidende fortæller. Er det alligevel et program?

- Men jeg greb mig af og til i at tænke - undskyld, må jeg være her - som læser?

- Jeg spekulerede også flere gange under læsningen på, hvor jeg skulle lægge mit »lille hjerte«. Hvem holder forfatteren eller den alvidende fortæller af? For det er så hårde konflikter blandt hårdt ramte mennesker. Og de bliver holdt ud i strakt arm.

- Det er sjovt, du nævner psykoanalysen, for jeg havde ind i mellem en følelse af, at dine personer er til analyse hos fortælleren. Fordi deres fortid rulles op og kædes sammen med deres nutidige handlingsmønstre.

BAM! BAM! BAM! BAM!

Og når jeg nu forleden udnævnte tematik og den gode historie til (morgenlige) yndlinsgaversioner, er det slående, at interviewet ender med en fremhævelse af den gode historie og en undsigelse af ikke-populistiske poetikker

Når man skal have en større historie til at fungere, så må man give sig selv plads til lidt mere slinger i valsen. Det er grundhistorien, der skal fungere, det er ikke sådan, at man sidder og kritiserer den enkelte sætning sønder og sammen, det er en større bevægelse. Det er måske også, fordi jeg er nået til et punkt i tilværelsen, hvor det ikke er så farligt at skeje lidt ud i den ene eller den anden retning.« Men hun holder godt fast i, at det er fiktion.»Da jeg gik på forfatterskolen lærte jeg ikke at skrive historier, men at kritisere, fortolke og analysere sprog. I dag maler jeg med lidt bredere pensel. Jeg kan huske, at Poul Borum engang sagde til mig: »Ja, det gælder om at finde sin læser.« Som om det var nok, hvis man bare havde én. Det synes jeg var lige flot nok. Det er ingen modsætning i forhold til sproget, men det er vigtigt for mig at fortælle en god historie.

- 1 læser er ikke nok, men hvad nu hvis Katrine trods al heftig reklame i annoncer, anmeldelser, interviews (hvor hun siger det samme som hun har sagt i 10 år: mor og 70'erne var enormt trælse for barnet mig - hun burde virkelig kræve de millioner tilbage, som 10 år i daglig psykoanalyse kostede hende) kun får 10 eller 100 eller 1000? For 10.000 har hun garanteret ikke; jeg har fra pålidelige kilder, at hendes forrige roman solgte mindre end Bjørn Rasmussens kompromisløse Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, der er en fantastisk dårlig historie; hvis man ikke bliver millionær af at reducere sig selv til klamphugger, hvorfor i alverden så hugge sig selv kort (som amerikanerne siger)?