Jeg gider ikke blive glad for Erik Svendsen

Først roste han i Jyllands-Posten Ida Marie Hedes Det kemiske bryllup, der skandaløst nok endnu er uanmeldt i andre landsdækkende tryksager, og i dag er han 3 stjerner-kritisk overfor Katrine Marie Guldagers nye roman Den ny tid, som jeg ikke har læst, men er kvalificeret mistænksom overfor, fordi jeg læste og anmeldte første bind i den åbenbart uendelig slægtsromanserie:

Den ulvesymbolik, der gav de to første romaner i krøniken slagside, er nedtonet. Uden videre hedder det, at ulven, som kun Lilly kan se, er et indre dyr. Mystikken erstattes nu af snusfornuftig psykoanalyse, og fortælleren bruger et par gange direkte psykoanalytiske begreber.Vist har Katrine Marie Guldager styr på den brogede fortælling. Men i mine øjne løser hun ikke det problem, som mange forfattere bakser med, nemlig hvordan en fortæller kan reflektere over historien. Det virker, som om Guldager springer op og falder ned på de kunstneriske udfordringer. Hvis en konflikt bliver tilstrækkeligt kompliceret, eller et tema brænder på - ja så får vi enten i en illusionsnedbrydende parentes fortalt, hvordan det faktisk forholder sig, eller fortælleren kaster sig direkte ud i udlægninger, der forvandler dramaet til noget, der illustrerer en tese.

Hvilket meget præcist rimer på min tese om forfatterskabet: At vilter vision er afløst af demonstrativ opbyggelighed.

Og hvor mange hjerter får romanen mon i Politiken?

Rigtig gættet! 5 hjerter!

Ved en særdeles upålidelig Bjørn Bredal (trygt atter at nære mistilliden), der tydeligvis har brugt mange trætte kræfter (fx ved at gentage en tidligere anmeldelses flade ordspil (lige ud ad Gammel Køge Landevej)) på at aflede egen opmærksomhed fra en ærlig forholden sig til romanens kunstneriske kvaliteter:

Fortællerstemmen har noget helt særligt hos Katrine Marie Guldager. En sagatone, som gør nedfaldne engle, luskende ulve og brændende huse i bevidstheden til aldeles naturlige dele af en normaldansk historie om en familie mellem Køge og København i årene efter krigen. En eksploderet familie i et minefelt af tidsindstillede bomber, hvoraf den værste, viser det sig, har sin sprængkraft fra et barn helt uden familie. Som stemmen siger: »Det var begyndt, fordi Nina, Leonoras bedste veninde og det eneste forældreløse barn i denne historie, havde stillet sine drømme til rådighed for denne verdens forældreløse«.Nu følger en grusom historie fra et børnehjem, en historie, som spejler og forklarer den større historie om alt andet end forældreløse børn fra et hjem i Køge. Det hele brænder, konkret og symbolsk, og stemmen skal ikke bruge andet end et snapshot fra en teltferie for at komme i tanker om, at familien ikke blot »er en biologisk enhed, men et system af nøje udvalgt erindring«. Katrine Marie Guldager har nu skrevet en smukt afrundet, forklaret, humoristisk og uhyggelig trilogi om familien fra Køge. Og jeg vil gerne gentage fra anmeldelsen af bind to, 'Lille hjerte', at det hele sagtens kan læses lige ud ad Gammel Køge Landevej som en ganske ukompliceret historie om dansk familieliv. Og denne historie kunne lige så sagtens stoppe her i al sin storslåede treenighed. Men forlaget fortæller, at yderligere fem bind er på vej.

Sagatone? Det første citat i klippet lyder snarere som en pastiche på tidlig Peter Høeg (der selv lød som en pastiche på latinamerikanske pasticher på 1800-tals- romanprosa ...). Og springet fra teltferie-snapshot til dybsindig familie-aforisme er sgu da uden videre et skræmmeeksempel, hvilke jeg også tror, Bredal underbevidst ved!