Eller også Strunger man (at ære ved at lade være)

Jeg kunne ikke lade være med - inde på Ekkos hjemmeside, hvor de har gang i en shortlist over nye, danske kortfilm - at se Johan Knattrup Jensens kortfilm Verdenssøn, der skal forestille at være en filmatisering af de sidste dage i Michael Strunges liv før hans selvmord, selvom eller måske fordi jeg frygtede det værste, og min frygt var yderst velbegrundet: hele den halve time korte s/h-film udspiller sig i Strunges og kæresten Cecilies Brasks lejlighed, som han vender tilbage til efter et hospitalsophold; Strunge jager frem og tilbage mellem maniske og depressive tilstande, der fremstilles (af instruktøren + skuespilleren (med det helt forkerte, knudrede ansigt)) med en provokerende og enerverende (dilettantisk) inderlighed, som om psykisk sygdom er en særlig autentisk performance-genre, og springet ud af vinduet - efter en hoben klodsede flyve-referencer - et kunstnerisk statement, lige så poetisk som tragisk. Mens det for fanden bare er meningsløst og derfor tragisk (se til norske Joakim Triers film (der sikkert har været en - misforstået - inspiration) Reprise og Oslo, 31. juli for en usentimental, men ikke ufølsom eller uintens skildring af psykisk sygdom og selvmord). Hvor ville det være skønt, hvis vi omsider kunne se og læse Michael Strunge som en digter, der digtede (det eneste digt, vi hører i filmen, synges af Nikolaj Nørlund under rulleteksterne), indtil han forbandet nok ikke gjorde det længere, fri for den slags klæg og idiotisk ung død-mytologisering, som han selv ville have været den første til at vrænge renfærdigt af.