Jeg glammer her med mit fravær - det var ikke med min gode lilje! - til overrækkelsen af den nyindstiftede F.P. Jac-pris til selvfølgelig Asger Schnack, Jacs allersombedste ven, biografisk så vel som litterært; TILLYKKE, og åh, jeg havde gerne hørt Pia Juuls pristale (hvis hun ikke publicerer den på Promenaden, er dette stedet! MORGENNOTE: HER ER DEN, TALEN, OVRE HOS DE ANDRE), her er som HURRA et ret perfekt digt fra duoen Jac & Schnacks sidste fælles samling, Digte 2007:
God at livet ikke altid er højvande
Altid denne snask om stormflod, den vænner os til forståelsens verdner,
så står bølgerne ind med måger og pludseligt mismod, så klarhed.
Langsomt falder alt ned til natur, kun nogle få damesko er trådt til livløshed,
støvet hænger ved, der er en uro i kælderen, det er fortidens stemme.
Men på førstesalen er der pernod i glassene, og skoene venter på en kærlig tørke,
så ligger sluserne tomme, og på kommando træder ansigterne op til dans.
På det fine gulvtæppe danser katten, den er en etagesnuser, et besøg fra strømføringen.
(foto: Prisopfinder Lars Gundersen)
Information i dag:
SvarSletMit F. P. Jac-digt
Asger Schnack
Det var mørkt når jord og bompenge skulle betales,
men først var det lyst som en dagtime.
Vi færdedes med næser og skuldre, belevne,
ja, omfavnede det, vi havde fælles, det store, levende.
Der var blå rum og pulserende rum, men mest hvile,
som om hele universet sagde: Nu har I levet, drenge,
nu kan I slappe af; men der var mere forude, mere
at tage stilling til som hænder, der holdt om hinanden.
Det var tydeligt, da egernet sprang fra træ til træ,
det var nat, men alt var synligt, det var efter, at noget var sket.
En åbenbaring af opvågnen, serier af stød
fra glas og knogler, tusmørket, der talte og talte.
Vi havde det til fælles, at vi lyttede.
Fra menneske til menneske, det var sådan, det var,
lysende i et inderste, hvor sole stod op.
Linjer kunne byttes om, noget andet kunne siges,
men der var noget, der stod stille og stirrede.
Døden imellem træerne, der var hele tiden nogen,
der døde, nogen, der flaskede natten op.
Men derfra, hvor vi stod, var der gensyn og varme,
en ild, der nok var farlig, men også horisontal.
Ære være drengerøven, banditten, ære være
det absolut udsatte, det forkerte, bordets stoleben.
En udsigt til morgenblomster, morgenbrød og post,
måske en fugl, der har glemt sit navn, men anråber himlen,
der er mere blå end selve kærligheden,der ellers står her på egne ben og synger.
Vi havde det til fælles, at vi sang med.
Jeg ser dig som en farve på horisonten,
du træder ind som et egentligt ansigt.
Vidste du ikke bedre, eller slog du bare op med verden,
en rejsende i ordskælv, en vagabonderende på sit værelse.
Der skulle en røgdykker til for at finde dig,
du var der et sted, drevet bort.
Jeg stiller mig hen i nærheden af din skrivemaskine,
jeg ved, hvad dit næste ord vil være.
Jord, skriver du, ubetænksomt,
jeg ser din ryg, dine skuldre,
og du vender dig om med et smil,
som jeg kender dig, vi har ikke ironi imellem os,
kender ikke til omveje,
vi taler direkte til hinanden med øjnene,
du taler direkte til mig med øjnene,
idet du forsvinder i et håndtryk, en form for vinken.
Vi havde det til fælles, at vi huskede.
’Mit F. P. Jac-digt’ er skrevet af digteren Asger Schnack, der tirsdag modtog F. P. Jacs Mindelegat. Digtet var hans takketale ved uddelingen.