torsdag den 7. marts 2013

Tillykke til 4 mænd, 3 små og 1 nummererende

Det er i dag 100 år De 3 små mænd og Nummermanden fik deres egen tegneseriestribe, Danmarks første gennemgribende, og i den anledning udkommer, udvalgt og med med forord af mig, albummet De 3 små mænd og nummermanden - 100 års narrestreger; i Søren Vinterbergs anmeldelse i Politiken får bogen sørme 5 hjerter (ud af 6 - men 3 ud af 5 på tegneseriebloggen Nummer 9, der er kritisk overfor nogle tekniske detaljer og inkluderingen (for første gang) af sene, mindre rent og omhyggeligt (og bare mindre!) striber - de skal sgu da med og er skarpe i deres egen hastige ret!), jeg gentager lige 5 HJERTER, som jeg selvfølgelig godt ved går til Storm og ikke til mig, men kan vi ikke sige at det halve hjerte halvhjertet er mit, hvadbehager Søren?!

"100 års narrestreger" - forsiden

 »Langt de fleste skarnsstreger er temmelig platte - vi er meget langt fra de parodisk-poetisk komplicerede Storm P.- maskiner- og uforholdsmæssigt mange af dem går ud på at tilpjaske folk og røvere med vand«, tilstår Lars Bukdahl i forordet om de »3 ubændige, fastansatte dadaister og deres stoisk udflippede opsynsmand«. Man kan også sige det sådan: Hvis de mest lavkomiske striber først havde set dagens lys nu i 2013, var de næppe blevet takseret til fem hjerter her i organet.
 MEN SÅ er der de andre: En bombe ligger med tændt lunte og oser (vi er i den europæiske anarkismes glansperiode!), men med pen og tusch forvandler de 3 små mænd den til et lokomotiv med rygende skorsten: Hip Hurra! En kvinde i lang ternet nederdel står og læser avis og fortsætter med det, mens de tre gavtyve splintrer hendes understels mosaik og genopbygger den som - et par bukser! De 3 skifter deres egne hoveder ud med balloner eller får en gris til at ligne (...)  samtiden var de stort set ordløse striber et dansk gennembrud af vildt vanvid og ren leg med formen. En beslutsom udskridning mellem hverdagslogikkens kategorier, og vel at mærke tyve år før Richard Mortensen, Ejler Bille og Bjerke Petersen gjorde netop dét til billedkunstnerisk program med ' Linien'. (...) Men hans serie foregreb selv de næste hundrede års danske tegneserier: Den ordløse serie dyrkede Henning Dahl Mikkelsen til verdensberømmelse med ' Ferd'nand', og hverken Vilh. Hansens ' Rasmus Klump', Frederik Brammings kravlenisser eller Claus Deleurans ' Rejsen til Saturn' havde set sådan ud uden Storm P. og hans pionerværk. Med Bukdahls ord: »Danmarks første og ikke ubedste tegneserie«.

1 kommentar:

  1. Frederikbergs borgmester7. marts 2013 kl. 20.00

    Jubiii !!! (1) Tillykkeee !!! (2) Hurraaa !!! (3)

    SvarSlet