Tidskriftstilfredsstillelse

Jeg brugte det meste af dagen i går på at læse Kritik, og nogle gange glemmer jeg, hvor tilfredsstillende det er at læse et genuint seriøst nådesløst tidsskriftsagtigt (modsat fx Ekko, jeg også har siddet og læst, som gør sig store anstrengelser for at holde sig nede-på-jorden-journalistisk, filmtillægsagtigt - jeg gør det også NÆSTEN i min artikel om amerikansk komik, "Sjovt inc.") tidsskrift, også selvom eller rettere også fordi man kan blive pisseirriteret på akademias mandarinsk docerende selvfedme og moralske (og æstetiske) overhøjhed, i dette nummer især i temaartiklerne om "gentrificering" (hvilket redaktørerne sjovt og sjældent nok (rimeligt nok! underligt for en skribent at se sit bidrag relativeret i et tidsskriftsforord (jeg har prøvet det engang, i Vinduet)) selv gør opmærksom på : "Det interessante er, at Schulman meget hårdnakket negligerer sin egen magt - f.eks. til at udtrykke sig, til at skabe sig et selvbillede, hvor hendes position er uangribelig. det vil vi gøre alt vi kan for at undgå - omend bjælken i eget øje altid er sværest at se." You do that, ladies!) No bullshit-klogeste og -fineste artikel er naturligvis Niels Franks om Thomas Mann og Døden i Venedig - jeg synes, al akademieriet er underholdende og i orden og ville nødigt undvære det, man selvfølgelig burde ALLE skrive klogt lige så fint (og selvstændigt - det mest anstrengende FAKTUM om (og GENREKRAV til) akademiske artikler, er at de altid skal starte og alenlangt forsætte med at være teori-referater; Frank citerer mest fra biografier, frækt nok!) som NF (hvilket redaktørerne selv forbilledligt har gjort i deres bøger om Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Pia Juul henholdsvis). Bedste akademiske artikel, fordi den refererer spændende teori, jeg ikke før har hørt om, og applicerer den på gode eksempler, Avatar og Anti-Christ, (og tildeler Lars Skinnebach den letteste ørefigen - og fortryder den igen), er Torsten Bøgh Thomsens "Grøn æstetik og mørk økologi" (det ene banalt plat og det andet herligt komplekst, lyder den typisk (af pro-kompleksitet camouflerede) sort-hvide dikotomi).

 (jeg ville gerne have skrevet en Blæksprutte i WA om det nye nummer, hvor ovenstående kunne være blevet udfoldet journalistisk på fire gange så meget plads (med generøse citater), men en anden anmelder havde været først ude med sin anmeldelses-reservation, kedeligt nok).