Nordbrandts Wallace

Jeg kom til at blafre mig ind næste uges samtalebog, Jens BAZAR Winthers Året har 16 måneder. Nordbrandts almanak, som endnu en Nellie-udsættelse (jeg har brug for et daglangt stræk), og mange gode hel- og halvblæksorte digterudtalelser, fx denne:

Engang imellem kan jeg ligefrem føle en fjendtlighed overfor bøger. Jeg kan ikke holde lugten af bøger ud. Jeg kan ikke holde biblioteker ud, fordi der stinker af alle de gamle bøger, de har stående. Jeg har prøvet at sidde på en læsesal og koncentrere mig et par gange. Det kan jeg overhovedet ikke. Undertiden kan jeg føle en foragt for bøger og det skrevne ord. Det sidder dybt i mig. det er egentlig ikke så mærkeligt. Det skyldes skolen. Hvis jeg var blevet opmuntret til at læse og skrive, som noget, der var sjovt, ville alt have set anderledes ud. Så var jeg måske blevet professionel bokser.

Men sensationen er Nordbrandts 2 ikke før trykte fordanskninger af Wallace Stevens, det store, altafgørende valgslægtskab:

TEORI

Jeg er, hvad der er omkring mig.

Kvinder forstår dette.
Man er ikke hertuginde
hundrede meter fra en karet.

Disse er da portrætter:
En sort vestibule;
En høj seng skærmet af gardiner.

Disse er blot eksempler.

DISILLUSIONMENT OF TEN O' CLOCK

Huset er hjemsøgt
Af hvide natdragter.
Ingen er grønne
Eller purpurrøde med grønne ringe
Eller grønne med gule ringe
Eller gule med blå ringe
Ingen af dem er mærkelige
Med kniplingssokker
Og perlebesatte kvaster
Folk kommer ikke til at drø'mme
Om bavianer og strandsnegle.
kun her og dér, en gammel sømand
Fuld og sovende i sine støvler
Der fanger tigre
I rødt vejr.