Kamilla kicks the kamel

Jeg har med skam at melde ikke læst Nellies bog endnu, fik travlt med SÅM og i dag med at genlæse og (gen)anmelde År 9 efter Loopet, men i morgen når jeg tager til Holstebro som ledsagende kritiker tager jeg den med, og så er der heldigvis og omsider ingen vej udenom; i mellemtiden har det været godt at se, at Kamilla Löfström på Promenaden har anholdt Erik Svendsens kriminelt indskrænkede og læsehandicappede anmeldelse i Jyllands-Posten ("Kreativt tænkt og konsekvent udført, men jeg må indrømme, at bogen afslører denne læsers sproglige konservatisme: Der må for demokratiets skyld ikke herske sprogligt anarki. Der må være veldefinerede regler for, hvordan ord staves, og en grammatik, som må respekteres, for ellers kan vi ikke snakke sammen. Hvis alt er tilladt, vil man bruge alt for megen tid på elementært at stave sig frem til, hvad der overhovedet står i den støjende skov af selvforvaltet sort snak, og meningen med det hele forsvinder i afkodningen."), når jeg nu pga. læsemanko var indisponeret:

Writing is fifty years behind painting, sagde Brion Gysin for længe siden, og Danish litteraturkritik er 100 år bagefter alting, tænkte jeg, da jeg læste Erik Svendsens anmeldelse af Nellies bog. Jeg er interesseret i at møde læsninger, der er helt anderledes end min egen, helt enkelt bare for at blive overrasket og klogere, men Svendsens læsning er noget sjask. Og jeg køber ikke hans argumentation: at Nellies bog er mislykket og uinteressant (“en straffeekspedition”) på grund af sit sprog (“komplet malabarisk dansk”). Altså fordi værket ikke overholder formalia vedrørende stavning og grammatik, må det dømmes ude.
  Svarer det ikke nogenledes til at møde kubismen med et: “Det ligner dårligt!” Eller det abstrakte maleri med et “Hvad skal det forestille?”. Eller glemte Svendsen ikke Stein og Joyce i vendingen? Eller hvad med Blicher, skulle han have holdt sig fra at skrive på dialekt?