Kim Leine er lidt bedre end Carsten Jensen

Nu er jeg endelig kommet igennem Kim Leines til både Nordisk Råds Litteraturpris og Weekendavisens Litteraturpris (hvor den vel er favorit; de mange begejstrede Bang Foss-læsere klipper sgu ikke kuponer!) nominerede roman Profeterne i Evighedsfjorden, og jeg er altså ikke imponeret og slet, slet ikke fortryllet eller forført eller voldført - som jeg er af aldrig-nominerede Pia Juuls og Hans Otto Jørgensens og Christina Hesselholdts og Marianne Larsens 2012-bøger. Jeg synes simpelthen ikke, Kim Leine skriver særligt fremragende: når han ikke skriver klodset og klumpet og akavet, skriver han bare gråmeleret kedeligt og infoudbokset; jeg sidder hele tiden og tænker på, hvad særligt fremragende prosaister som Klaus Rifbjerg eller Henning Mortensen eller Vagn Lundbye eller Kirsten Thorup eller Vibeke Grønfeldt - ELLER JØRGEN SONNE! LÆS STRAKS NATTEN I ROM! SÅDAN SER HISTORISK SANSELIGHED UD! - kunne have fået ud af dette ret fantastiske stof: Oprørske grønlandske profeter sidst i 1700-tallet. Og hvad er det også for en trist dansk eller nordisk romanregel, at alting, også oprørske grønlandske profeter, skildres mest adækvat som en sammenbrudsroman: endnu en hvid, midaldrende mand i krise, ham gider vi da ikke høre om, vi vil høre om de oprørske grønlandske profeter som historiske hovedpersoner i deres egen grønlandske, oprørske, profetiske ret, ikke bare som projiceringsramper for midaldrende krisebevidsthed; i det hele taget forstår jeg ikke den postkolonialistiske begejstring for romanen (og Leines forfatterskab), ja, der er kritisk kritik af kolonistyrets brutalitet, men hele tiden optræder Grønland og grønlænderne alligevel som den eksotiske, dæmoniske, moralsk frisatte etc. ANDEN, og er det ikke den slags trælse figurer, postkolonialisme skulle forestille at underminere? Og så alt det med kroppen og dens udsondringer og uddunstninger - Asger Schnacks og (nok mest) Lilian Munk Rösings nomineringstekst handler nærmest ikke om andet: "Det er som om menneskekroppen hos Leine er i en konstant opløsningsproces, hvad enten det er sved eller slim eller råddenskab der siver ud af den. Det forunderlige er at man som læser ikke bare brækker sig, men faktisk kan føle sig opfyldt af en vital glæde over at være lige så gennemtrukket af alt dette flydende fordærv som de skildrede 1700tals-eksistenser. Det er denne forankring i en kropslig eksistens som er gjort af diverse former for udflåd, der er Kim Leines credo. Det er denne forankring der forener nutidens læsere med 1700-tallet, og danskere med grønlændere, i Leines epos." Vi er alle fulde af lort, ergo er alle tider og verdener 1 og bogen god? - men det har da længe været en almindelig vinkling grænsende til tyk kliché i historiske romaner, at prinsessen sveder tran under krinolinen, i fx Maria Hellebergs historiske romanfabrik, som jeg helt ærligt går ind for, er tæt, kvalmende sansen et fast element, proft leveret vs. Leines ulidelige overkill, som så åbenbart er det, der pris-kvalificerer, Helleberg har komiteen med garanti slet ikke læst. Både Profeterne i Evighedsfjorden og Èn af os sover er romaner, der er uoriginalt tænkt og uskønt udført, varm luft i gamle cykelslanger, der er punkteret på forhånd og derfor ikke kommer ud af stedet i den beskidte sne, som dækker det smeltede isbjerg -