Jeg har skrevet et digt

(3. storhedsvanvid i Niels Franks "Tre former for storhedsvanvid" (eller hvad stykket nu hedder, pludselig bliver jeg usikker))

på bestilling til WA's Bøgers bagside, det skulle rime, og det skulle handle om vejret, og jeg har været seriøst intimideret af opgaven, både før og undervejs og bagefter, men redaktøren har nu godkendt og antaget digtet - og anmeldt det, afmålt, men positivt: "Tak for det fine digt", og jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har fået et stykke poesi anmeldt og/eller vurderet, sådan officielt og forpligtet/forpligtende (dvs. ikke bare i en en ond eller sød blogkommentar), så det er mærkeligt nok i sig selv, og jeg har derudover ingen idé om, hvad jeg selv skal mene om digtet, men der er ikke noget at gøre, det er kommet frelst gennem sikkerhedskontrollen (selvom lommerne var fyldt med parfumeflakoner) og er nu, hektisk og nervøst slentrende, på vej til gaten, og det hedder nemlig "Det tøvende snefnug".