Reportage fra foredrag med Line Knutzon i Kakofoni den 28. november 2012.
Skrevet af Nicoline Thoning.
Knutzon beskriver, hvordan hun opdagede, at selvom hendes tekster var
skrevet i ramme alvor, så vakte de altid latter hos publikum, der var
således aldrig et ønske om at være sjov, det var hun bare. Dette leder
Knutzon videre til en diskussion om komedien og hvorfor hun synes netop
denne genre bør løsrives fra lavstatussens trældom. Hun fortæller om, at
komedien er fin, idet den skildrer livets ondskab, fordi den er uden
udvikling. Karaktererne har aldrig lært noget og det er der, det
alvorlige skabes. Dernæst bevæger hun sig over i en snak om sine egne
arbejdsmetoder, hvor hun fortæller om at dramatikerne er plaget af en
relevanssyge, hvor der er et kæmpe emnefokus, hvilket hun fortæller om i
en ironiserende tone. Emnefokus er bestemt ikke noget Knutzon ynder at
arbejde efter, for i hendes arbejdsproces kommer emnerne til hende og
ikke omvendt. Ydermere er hun netop aktuel med børnebogen Lille Alan-
den menneskelige antenne, hun har skrevet sammen med Peter Frödin, hvor
hun bevæger sig ud i en snak om, hvor svært det var at skrive prosa, i
særdeleshed på grund af alle de beskrivende sætninger, som dramaet ikke
indeholder. Samtidig fortæller hun om, hvad dramaet netop kan og om,
hvorledes hun synes onde og dumme mennesker er det bedste materiale,
idet de rummer et fattigt sprog, hvorigennem man som dramatiker skal
skildre dem, idet det er karakterernes sprog, som skaber dramaet. Dette
er en pointe hun tydeligt illustrerer, da hun læser op fra Måvens og Peder får samtalekøkken, hvor personerne vækkes til live i
kraft af deres individualiserede sprog. Således afsluttes en hylende
morsom aften, der efterlader folk med et smil på læben, hvorefter de kan
vende næsen hjem, opløftet af latterens rensende effekt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar