Den bog der burde være udkommet i dag

og som jeg foreløbig kun har liggende i min DROPBOX, et ord Morti kunne have fået meget ud af: Kamilla Löfströms og Birgitte Hesselaas Morti Vizki-antologi med (arbejds?)titlen (en ofte anvendt NV-signatur) VIZKID - den har skullet udkomme alle mulige steder, senest Vandkunsten, som det heller ikke gik med, og nu givetvis After Hand, og her er den blærede indholdsfortegnelse:

På tværs af genrer I 

Thomas Boberg: De siger: Morti! Dit efternavn lyder ligesom det man drikker Når man er ked af det

Jørgen Gustava Brandt: Indstilling af Morti Vizki til Det Danske Akademis Store Pris

Digtene

Steinar Opstad: Er der noget som livet/Ja, døden

Lars Bukdahl: Nr. 1, 1982

Peter Stein Larsen: Jeg kan spille baglæns Mozart med min visne tunge

Niels Frank: Palindromos

René Jean Jensen: Er jeg bare en listebaron?

På tværs af genrer II

Kamilla Löfström: Portræt af digteren som 40-årig

Morten Kirkskov: En kamæleon ved navn Bob

Christian Skeel: De unge milde

Dramatikken

Torben Madsen: Lad det storme lidt

Per Theil: Lyden tilbage til haven

Pia Juul: Med Morti i kulissen

Birgitte Hesselaa: Fra Wilde til Vizki

Villy Sørensen: Tale til Morti Vizki i anledning af overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen

Prosaen

Marianne Stidsen: Postmodernist – på godt og ondt

Tilegnet Morti Vizki

Alexander Zimmermann: Im Garten Hamm/I Haven Hamm

Pia Juul: Mortis Mark

Thomas Boberg: Nu er du til begravelse …

Niels Frank: Først skulle du finde lykken …

Rolf Steensig: Til Morti Vizki (naivt farvel)

Rasmus Halling Nielsen: eiiklrs/stadig ved jeg ingenting om blink – sampling og re-sampling af Morti Vizki til Morti Vizki

To af de bedste, skarpest bevægende tekster tør jeg godt citere, digtene af Pia Juul og Niels Frank, fordi de har været trykt før, i henholdsvis Den Blå Port og Små guder:

Mortis Mark

Af Pia Juul

Hver morgen har den ændret sig.

Den er indhyllet i dis i dag,

den er langhåret i totter af

græs, det er gult og vådt, det

damper. Den er som den film

vi så i Palads, kan du huske

den hovedløse rytter, du elskede

ham, du ville have mere

hovedløs rytter, ham glemmer du aldrig.

I går var den grøn og leende,

som dengang du dækkede bord med

det hele, med dug og sølvtøj og

kandelabre, en pianør spillede

i hjørnet, en dame

havde taget vores frakker. Du

spiddede alting omkring os, så

blidt, og dér kom den fagre

balletdanser farende hen forbi

vores bord. Jeg besvimer,

sagde du, men du besvimede ikke.

Metalgrå i regnvejr lå den en mandag,

stilren og bidende, ædende ond. Jeg skævede

til den på vejen forbi, skulle ikke

nyde noget, men endte med at gå

en runde alligevel. Gylden om torsdagen,

solbeskinnet, så skøn at jeg ikke

kunne bære at se den, opfyldt af glæde løb jeg

igennem med lukkede øjne.

I tusmørket var den fortryllet forleden

befolket af væsner uden navne; den var et eventyr.

Og dog: Enøjelil og Treøjelil,

var det ikke os? Du ringer,

din stemme så tæt på i røret, jeg råber:
Kom nu og se den, det er din mark!

Jeg ser den hver gang du nævner den, siger du,

nu er den gul, nu er den grøn, gylden, grå,

ædende ond, fortryllet, dampende, leende, levende,

skøn, du har ret, men jeg kan se mere, jeg har et

øje og to og tre øjne, jeg kan se dobbelt, jeg kan

se farver du ikke kan se, jeg kan trylle og synge

kastratsang og ralle og hoste og hikke og grine af

ting kun jeg syns er sjove, og I vil le med.

Først skulle du finde lykken

af Niels Frank

Først skulle du finde lykken i de grønne skove,

hvor ingen lykke gror, ingen træer.

Først … Men der kom ikke noget Bagefter.

Først iklædte du dig en uskyld, en helt ny natur,

med barbermaskine og eyeliner og en stemme

der hele tiden røg ved siden af sig selv

på en meget sigende måde. Først skulle sommerdagene

fyldes med brændenælder. Først skulle du ligge

på stranden med den anden dreng.

Den anden dreng. Sandet blev siddende

mellem tæerne i årevis, hans ryg var et grumset spejl

som du kunne skimte barndommen i. Men først

skulle du opfinde et plaster, der kunne kysse hans lår,

og rense ryggens små blinde pletter med spyt.

Så løb spandene fulde af regnvand, og han

forsvandt. Og dan han forsvandt, forsvandt

også hans del af dig. Nu var du for alvor alene.

Først begydte fingrene deres trommen

i bordet, levende råd blev sjældnere og sjældnere

ligesom vellykkede samlejer. Når du så ned ad dig selv,

hang det hele og ventede på at få lov at dø.

Først skulle du dø. Først skulle du være eneboer

i evigheden. Og bag hvert brændenældeblad,

hver avis udfoldet på bordet, bag hver halvrustne cykel

lænet op ad en mur, gemte sig en spejlstump

udformet som en tåre. Hvem skulle græde den?

Skulle han? Skulle du? Men det var

eftertidens problem, den højeste magt! Først

skulle han. Først

skulle du.