Christina Hesselholdt fylder guddødeme 50 år i dag, TILLYKKE, og siden jeg anmeldte hendes debut pixi-patroniserende i Kristeligt Dagblad i 1991 er hun bog for bog blevet stadig mere yndlingsforfatter, og nu kan jeg ikke være mere forhærdet fan! Jeg sidder på en ÆBLEcafé uden bøger og kom i tanke om fødselsdagen, men ingen vej udenom jo at citere noget brillant noget, så jeg surfer lige efter et citat, surfe, surfe, og jeg finder et glimrende et på Litteratursiden fra gode gamle, blidt blændende, pioner-autofiktive Hovedstolen, 1998:
Minettes Golden Alibi
"Hvordan har hvalpene det?", spurgte min
mor, "vi har det godt", svarede jeg og mærkede knuden smutte under mine
fingre, og en til. Brystet havde to rækker vorter, som snavs let
omkransede: sørgerande. Dyrlægen lod de hvide klumper falde i
metalskålen, men først holdt han hver fastklemt som en tyk hvid reje
mellem instrumentets ben. Han gav hende en hvid krave på, som hun fik
skubbet af, så hun kunne komme til at trække trådene ud: en lang mund
åbnede sig i det barberede ikke længere knudrede lyserøde bryst, og det
lugtede sødligt fra den af jod, varme, spyt, kød. "Hvad vil du helst
have: en hund eller en søskende?", spurgte de mig, og ugen efter trådte
vi ind i løbegården til retriverne. Jeg knælede mellem to vrikkende
hvalpe, en tredje hoppede op ad mig bagfra: jeg kiggede ind i et
ellevildt ansigt. "Hun hedder Minettes Golden Alibi", sagde kenneldamen.
"Det kan hun ikke", sagde vi i bilen, og min mor vendte sig om fra
forsædet og strøg hendes hvidgyldne side og opkaldte hende efter
Isabella af Spanien, der svor ikke at skifte undertøj, før noget, jeg
ikke hørte, indtraf. Jeg begravede ansigtet i pelsen og fik munden fuld
af hår; byger af hår faldt overalt, der voksede grovere blankere hår ud,
hun blev mere Isabellafarvet. "Vil du da ikke hellere have haft en
mindre, én ligesom dronningens", sagde min mormor, "der ikke fælder", og
lod en ispind dreje om hendes hurtige tunge, "ret meget". Jeg trak i 42
stædige kilo. "Godt, det ikke er vinter", sagde min morfar og trak
hende på en slæde op for enden af haven og stak spaden i den ikke-hårde
jord. Hun løb rundt om spisebordet med halen som en fane og mig efter,
bolden knirkede i munden. Hun kom listende med øjne, som hun var helt
fremme i, og fandt mig bag en dør. Hun holdt i den ene ende, og jeg trak
i den anden, hendes kløer gled over det bonede gulv, og inde fra hende
kom en dyb syngende lyd. Hun gnavede sig gennem rebet og blev lænket med
en tyrekæde, som hun trak efter sig op i zinkbaljen, hvor hun med et
suk lagde sig i regnvandet. Vi gik den sidste tur ned til havnen, "det
må være nu, du vil da ikke have, det skal begynde at gøre ondt", og hun
gik fra vadestedet og sænkede sit knudrede bryst i vandet; hundestejler
lå og tørrede ind i nettene, en blå pind skyllede frem og tilbage, jeg
trak i hende, op ad Færgebakken, hver gang hun bøjede hovedet for at
snuse, trak jeg i hende. Dyrlægen sænkede hånden, hans hvide ærme rørte
hendes øre, og hun døde på gulvtæppet. Jeg trådte ind i lejligheden og
ventede, at hun kom stormende.
Tillykke til Christina! Og jamen dog, sikke et fantalastisk citat, lige til at bide i.
SvarSlet