Højdepunktet i mit i interview med Jørgen Leth og Leth-monograf Dan Ringgaard på Bogmessen fredag var Leths - apropos hvad, har jeg glemt - begejstring for statsoverhoveder og andre big shots stiligt magtdemonstrerende exits fra limousiner og andre (Tet Bef!) køretøjer, og hans svar på mit opfølgende spørgsmål om hans egen bedste limousineoplevelse, som var i en laaaaang bil alene med sønnen Asger til verdenspremiere på Asgers Hollywoodfilm Man On a Ledge foran Graumann's Chinese Theatre i Hollywood.
Men jeg var også glad for, at det ikke mislykkedes med mit konceptuelle interviewpåfund, hvor Ringgaard først læste første del af sin skarpe analyse (IKKE fortolkning! - og kun næsten en parafrase) af Leths fremragende digt, et af fire med den titel og det (håbløst kitschede) motiv, "Solnedgang" fra Billedet forestiller, fordi litterater ellers aldrig får lov til at læse deres digtanalyser op:
Ingredienserne til et klassisk solnedgangsdigt er til stedet: solens skær, bjerge, hav og lyden af hav, skyer, bugt, hustage og træer, endda palmer. Og ordene er der: blegnen, skær, vandring, sitren og solnedgangens magiske time. Men det vil ikke samle sig. Digtet forsøger at registrere et antal rytmer som aldrig finder sammen: Skære blegner pludseligt imens skyerne bevæger sig forhastet og uden mål i utakt med havets relativt langsomme rytme, havet hvis brænding muligvis også er i utakt med sig selv, ligesom palmerne er det med deres egne hurtige, små bevægelser. Alt er "uden enighed". Billedet er arytmisk. Det er også trukket skævt. Solnedgangsskæret, som det hele burde handle om, er presset ud til venstre og mast ind mellem bjergenes aftegninger og et isoleret stykke hav; og nederst kan bugten ikke finde sin form fordi den ikke kan komme fri af tagene og træerne.
Der er et 'nede' og et 'til venstre', men ingen orientering i dybden, måske lige bortset fra bjergkonturerne. Det er et fladt billede, et billede som er berøvet det perspektiv som skulle organisere det. Skulle man male det, måtte det blive noget i retning af af Cézannes Sydfrankrig eller Breugels flamske landskaber omplantet til Haiti. Billedets ramme er heller ikke tydelig. Den er ikke synlig som andet end "i venstre side" og "nede blandt". Endelig er det ikke noget komplet billede. Forkortelsen "f.eks." røber at der er meget i billedet som vi ikke får noget at vide om, at der er endnu flere modstridende rytmer i spil. Billedets urolige flade, elementerne der farer i alle retninger og hastigheder, bliver ikke mindre urolig af at mangle klare grænser og et uvist antal elementer. Øjet - det der ser, og det der læser om det sete - mister orineteringen.
Og så - på min opfordring - bifald, der er også for få bifald til skarpe analyser. Hvorefter jeg, Ringgaard og Leth læste digtet op, på jagende risskoviansk, drævende aalborgensisk og autoriativt, malmfuldt aarhusiansk:
Solnedgang
Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.
Solnedgang
Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.
Solnedgang
Det er noget uperfekt rod som finder sted
hver dag på samme tid, men med uhyre forskelle
som sprænger den emblematiske fastholdelse
og desuden er præget af skridende forandringer
inden for den tidsramme man har valgt, f.eks.
den pludselige blegnen af det røde skær ude
i venstre side midt mellem bjergkontur
og et afhakket stykke hav, og hele tiden
stressede skyer på vandring spredt orden,
akkompagneret disharmonisk af lyden af havet,
denne kubikmængde bugt som ligger og roder nede
blandt træer og hustage, og forgæves prøver
at finde form og ro og mening, for ikke
at tale om kokospalmernes sitren, som er
uden enighed, nogle er helt stille, andre
løfter umotiveret på sig. Der mangler
en tanke med det hele, et system,
solnedgangens magiske time er fyldt med
uorden, med ting der stræber væk og ikke
føjes sammen, ikke vil det samme.
Og så sagde både Ringaard og Leth kloge, klare ting om stemme og Leth-stemmen - koncisest Leth: Stemmen er berøring, og I skulle have været der, til stemningen af stemte stemmer.
I fredags udkom omsider også - årets 6. Leth-udgivelse! - den flotte og tykke antologi Lethland, Lyrikeren og essayisten Jørgen Leth, redigeret af Iben Holk, hvor jeg, pænt kedeligt, skriver om Sportsdigte, og som afsluttes med et 60 + sider alenlangt interview med mesteren ved redaktøren, som også strejfer solnedgangsdigtene fint flugtende med Ringaards maleri-sammenligninger:
(...) jeg sammenligner mig med en maler. Du kan se det i Billedet forestiller. der har jeg fire billeder, fire digte, som handler om solnedgang. det valgte jeg direkte. Jeg vil gerne sidde, som hvis jeg var et staffeli, over for en solnedgang. Jeg er begejstret for solnedgange, og jeg vil gerne beskrive dem. Forsøge at beskrive dem. Det var det, det handlede om. Det er så en gammeldags udfordring. Det er jo en gammeldags maler, der sidder ved et staffeli og maler, men det er jo også en ægte maler. En fascination, som man prøver at male sig ud af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar