søndag den 25. november 2012

Endnu en anonym litteraturpris, hvor læserne, de idioter, bestemmer

Nu har Politiken også fået en litteraturpris (så mangler bare Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad) på hele 250.000 kr. lanceret og præsenteret på dagens forside af 2. sektion af litteraturredaktør Jes Stein Pedersen med en hel masse varm, KRONIKagtig luft om, at litteratur(priser) er en god sproglig ting, der handler om vigtige sproglige ting, fordi det er en god sproglig ting - "Litteraturpriser retter opmærksomheden mod det sprog, vi forstår os selv igennem, og i vores tid spiller sproget en større rolle end tidligere. Vi italesætter og realiserer os selv på en anden måde, end dengang vi var låst fast i familiebånd og klasseskel. Det samfundsmæssige drama, alt, hvad der har at gøre med magt og identitet, udspiller sig i sproget og ved hjælp af sproget på en måde, vi ikke har kendt før" - med sin (sympatisk nok!) RENE litterære motivation (til forskel fra Berlingskes og Bibliotekernes Læsernes Bogpris, der var den direkte provokerende årsag til Bukdhals Bet - Den Smalle Litteraturpris og til hvilken værker "med bred appel" nomineres (plus som regel 1 enkelt digtsamling, der jo ikke hvert år kan være SUT's Rystet spejl)): »For at en forfatter kan blive nomineret skal vedkommende have udgivet et værk, der har litterær kvalitet og tyngde i kalenderåret forud for uddelingsåret. Værket skal være rubriceret som roman, novellesamling, digtsamling, essayistik, litterær biografi, kulturkritik eller lignende. Forfatteren udvælges primært blandt personer, hvis forfatterskab er af nyere dato. Prisen kan tildeles et enkelt værk eller gives som anerkendelse af et forfatterskab som helhed«, ligner Politikens Litteraturprisen til forveksling Montanas Litteraturpris, hvortil også 7 værker nomineres, bortset fra at det ikke som hos Montana er en jury (der forvirrende nok ikke er lig med den gruppe Testrup- og Information-folk, der har foretaget nomineringerne), der udpeger vinderen, men ligesom med Læsernes Bogpris, Weekendavisens Litteraturpris og nu nedlagte Danske Banks Litteraturpris er læserne, de lustepustere. Hvilket forbliver åndssvagt og meningsløst populistisk, eftersom læserne jo ikke er forpligtet til at læse alle de nominerede værker (eller nogen af dem overhovedet), og så er det jo et lidet kvalificeret valg. Fedt nok med de 250.000 kr., der jo nok skal gå til en glimrende eller måske endda fremragende forfatter (den eneste konkrete bog, Jes Stein Pedersen nævner (via citater fra anmeldelsen, men uden navns og titels nævnelse) er Cecilie Linds debutbog Dughærget pupil accelererer tusmørke, godt vinderforslag!), men det kunne have været desto federe med en egentlig karakterfuld profil og ingen dum-demokratisk afgørelse.

1 kommentar:

  1. Men endnu en litteraturpris er da vidunderlig. På en måde. Lad os se, hvad det bliver til, hvem det bliver til. Jeg synes det er et fint arrangement at læserne bestemmer tildels. Eller måske man skulle lave en dommerpris og en publikumspris. Dele det store beløb i 125 000 så kan et udvalg tildele det ene og publikum det andet. Ok hej

    hilsen
    anonym11

    SvarSlet