Olga Ravn opdaterede sin Facebook-status således i fredags (hvilket indtil nu er liked af 90 af hendes FB-venner, hvor af ret mange også er mine såkaldte venner):
Hvad er der i vejen med Weekendavisen? Hvorfor
har dagens udgave ikke anmeldt Ursula Andkjær Olsens nye fantastiske
digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som udkommer i går, og som er
hendes bedste bog nogensinde? Det samme gjorde sig gældende for Mette
Moestrups lige så vigtige digtsamling Dø, løgn, dø, da den udkom
tidligere på året, og der gik uger før Weekendavisen anmeldte bogen. Jeg
ville kalde de udgivelser for store
litterære begivenheder. Jeg ser klart en tendens til, at de af vores
vidunderlige forfattere, der står midt i deres forfatterskab, som
hverken er de purunge nye eller de gamle titaner, bliver overset i
kulturdækningen. Det er dybt deprimerende. Deres bøger er fantastiske,
og næsten altid bedre end debutanternes, det er vigtige, kloge, rørende
bøger og modige bøger. Det kan virke som om kulturdækningen er uden
hukommelse. Det er for galt. Jeg er foraget. Det er jer, redaktører, jeg
tænker på. Det kan I godt gøre bedre
Og nogen-og-40 kommentarer (af bl.a. Tue Nexø, Jesper Stein, Peter Højrup og min redaktør (på orlov) Anna Libak) senere mente hun vist ca. det samme:
Når
det er frustrerende, at netop Weekendavisen ikke har anmeldt UAO, er
det jo netop fordi avisen garanteret skriver noget om bogen, jeg glæder
mig til at læse, men også i den grad, fordi at avisen kun kommer en gang
om ugen og derfor, som Tue også siger, ikke skriver om bogen i morgen
eller om et par dage, og i næste uge kommer den nok ikke til at være en
hovedhistorie (som jeg jo mit poesihjerte stærkt føler den er). Jeg
forventer heller ikke, at Weekendavisen skal anmelde UAO på dagen, for
bogen udkom en torsdag. Osv. osv. Jeg sidder simpelthen her med det
standpunkt, at jeg elsker den såkaldt smalle litteratur (åh lyrik!), og
derfor råber jeg vagt i gevær, når jeg synes den gode poesi overses. Det
betyder ikke at jeg dermed mener at al litteraturdækning er noget bras.
Jeg mener ikke, at jeg er forkælet, fordi jeg ikke tager til takke med
bevidstheden om, at det kunne være meget værre. Oven i det, synes jeg,
at jeg har bemærket at forfattere fra UAO og Moestrups generation ikke
får så meget spalteplads længere, som jeg synes de fortjener. Det er et
mere generelt problem, som ikke har noget med 2. verdenskrig eller hvad
ved jeg, at gøre. Og sådan set det problem, jeg er mest interesseret i,
nemlig: Hvordan overlever man som forfatter midt i sit forfatterskab,
når man ikke længere har nyhedens interesse, men simpelthen bare skriver
fabelagtige bøger! Ak, nu vil jeg suse ned til den suppe, der bliver
serveret, her hvor jeg bor. Kh Olga
Sludder og forbandet vrøvl (undtagen det med suppen, det tror jeg på er sandt)! Men OK, først fakta: det er mig, der har fået Det 3. årtusindes hjerte til anmeldelse; ud over den havde jeg to bøger til anmeldelse, der udkom i sidste uge, Jokeren/Jesper Dahls novellesamling Sengen er giftig, som jeg havde fået i hænderne 14 dage før udgivelsen, og Jens Smærup Sørensens roman Hjertet slår og slår (jeg sammen med Ursula-bogen først fik forrige fredag) og alt andet lige forsøger jeg at nå prioriterede bøger til ugen/dagen, og alle de tre bøger var af redaktøren højt prioriterede, måske Smærup mest (til tider er mine 1. prioriteringer ikke de samme som redaktørens og afhængigt af om jeg har andre 1. prioriteringer, der deles af redaktøren, eller redaktøren har andre 1. prioriteringer (som jeg i forskellig grad kan se den nyhedsmæssige/pragmatiske fornuft i) - min egen prioriteringspolitik er fuldstændig klar: jo bedre bog(/forfatter, der måske ikke hver gang lever op til sit bedste), jo vigtigere) kan jeg nå alle mine 1. prioriteringer og (her også afhængigt af PLADS og afleveringstidspunkt) kan mine 1. prioriterede afleveringer blive udsat (næsten aldrig kommer teksterne aldrig i nu om stunder) som helst og gerne anmeldt til fredagens WA Bøger; mandag morgen havde jeg læst Dahl 1 gang (før jeg modtog Ursula og Smærup, ellers havde jeg læst dem først), hvilket var nok, og læst Ursula 1 gang, hvilket ikke var nok, og ikke læst Smærup, og vælger at anmelde Dahl for at få ham ud af vagten, men når ikke meget mere fordi jeg skal undervise på Forfatterskolen for Børnelitteratur, tirsdag læser jeg Smærup den ene gang, der kan blive nødt til at være nok, men skubber Ursula foran mig, onsdag anmelder jeg Smærup, og da jeg afleverer ca. 12, spørger jeg redaktøren, om der er plads og tid til at jeg (genlæser og) anmelder Ursula, det er der ikke, og det synes jeg er trælst, men ikke oprørende eller skandaløst eller forfærdeligt, fordi så får jeg mere tid til at lade den vilde og komplekse bog snurre i hovedet og øjnene, og bogen findes heldigvis også næste uge, som her mandag morgen er denne uge, og hvis den bliver skudt igen, selvom den er min første 1. prioritet (og også havde været det, hvis redaktøren havde en anden første 1. prioritet, det har han ikke) denne uge, så findes den også til den tid. Jeg ville have syntes, det var ærgerligt, men igen ikke deprimerende forskrækkeligt (så længe hun før eller siden blev anmeldt; i Tyskland anmelder man angiveligt aldrig på dagen, fordi det ville være uansvarligt) hvis Ursula ingen anmeldelser havde fået i store aviser torsdag/fredag/lørdag (og hvis Smærup, som jeg prioriterer/prioriterede ret præcist lige så højt, ikke gjorde det), fordi hendes bog rigtignok, pga. dens egen og forfatterskabets væsentlighed og styrke, er en stor litterær nyhed, det gjorde hun imidlertid ikke, hun fik en sløv og sjasket anmeldelse i Politiken ved Bruun Zangenberg og en skarp og klog anmeldelse i Information ved Tue Nexø, ergo er den TYDELIGT ankommet, og så synes jeg ikke, det er reelt problematisk, faktisk kan man vel se det som en positiv ting, at ankomsten dermed ikke er færdig, men anmeldelsesmæssigt strækkes et stykke tid endnu, dage, uger, i forhold til den tæpperegn af alle mulige, herunder rigtig mange gode bøger, der udkommer lige nu (i denne uge Peter Asmussens overraskende gode Det der eR, og så fik jeg først Vibeke Grøndahls Bogstavets betydning, der udkom i fredags (og Grønfeldt + Ursula + Smærup er simpelthen også for mange gode bøger/forfattere fra samme forlagshus(e) på 1 uge), i fredags, og gad vide om jeg når den, når jeg endnu ikke har læst den, til fredagens avis - SUSPENSE!). Jeg kan så også synes, at alt denne hysse optagethed af papiravisernes anmeldelser er lidt komisk, når fremtiden tydeligvis ikke længere tilhører dem; kritikkens fremtid ligger i kvalificerede kritiske sites og blogs, og ingen grund til ikke at begynde den fremtid nu, og hey, Olga, du har en blog, så skriv noget om HVORFOR Det 3. årtusindes er Ursula Andkjær Olsens bedste bog, og hvorfor det er vigtigt, at den er det, bare et enkelt adjektiv eller 2 ud over det tomme superlativ 'bedste'! Hvad angår påstanden om, at
"vidunderlige forfattere, der står midt i deres forfatterskab, som
hverken er de purunge nye eller de gamle titaner, bliver overset i
kulturdækningen", "at forfattere fra UAO og Moestrups generation ikke
får så meget spalteplads længere, som jeg synes de fortjener." så kan jeg simpelthen ikke nogen steder få øje på, at det er sandt. Naja Marie Aidt fik ingen ende på presse på sin nye roman overalt, og bare fordi Mette og Ursula denne gang ikke er blevet interviewet om deres nye bøger (og anmeldt på dagen/ugen i WA), er de jo derfor ikke pludselig overset eller ignoreret, og de skal såmænd nok nå frem til at blive interviewet (og dag/uge-anmeldt) igen; det har snarere været imponerende, hvor meget opmærksomhed de to har fået tidligere, i forhold til hvor smalt/eksperimentelt/lyrisk de skriver - og for helvede, ligesom Olga udkommer de på Gyldendal og er dermed sikret grundomtale (= anmeldelser i (flere af/ alle) de store aviser), hvilket forfattere udkommende på små- og mikroforlag ikke er, hvilket er et reelt problem, når så mange af de bedste og vigtige bøger/forfattere udkommer dér, som nu fx Maje Aymo-Boots Spørgsmålene, som jeg faktisk har anmeldt, men som for fanden nok skal komme på, og jo tættere på jul den kommer på, synes jeg nu, jo bedre, som den perfekte mandelgave den er - og til allersidst med et stort, egomanisk suk: hvilken avis er den eneste, der anmeldte tre så fremragende bøger fra sidste år som Sternbergs Stenalderdigte (ok blev også anmeldt i Nordjyske, ser jeg), Glenn Christians Det sorte ved munden og Kasper Nørgaard Thomsens Termostatens nat? KH
Vel talt. Engang hørte jeg Hultberg tale om kritikken i Tyskland. Han nævnte, som du også påpeger, at der kunne gå længe, op til et år, før der kom en kritik, men så var kritikken netop en kritik og ikke blot en anmeldelse, hvor en hurtigt overstået læsning blev banket ned i et par kolonner. Derudover kunne man nævne bøgernes fordel ved at være til stede, også ud over de første korte uger. Der er noget grundlæggende galt i antagelsen omkring opmærksomhed. Især i det tilfælde jeg kan forstå Olga nævner, er der jo tale om et par forfatterskaber, der er båret frem på hænder og fødder, og jeg havde læst anmeldelser i to aviser af Ursula A. Olsen, og vidste i den grad at den fandtes. Hvis man ser på interviewdelen, synes jeg, ud fra det her på bloggen citerede (er ikke på FB), at Olga gør regning uden vært. Jeg har f.eks. ikke set et interview med dem du nævner, Glenn Christian, Kasper Thomsen, eller en række andre stemmer, der ikke er på mode. Det vil sige, jeg mener Olga plæderer for at netop dem, der fylder mest, skal fylde endnu mere. Det er selvfølgelig legitimt, at hun synes, nogen er mere værdige til opmærksomhed end andre.
SvarSletEn helt anden overvejelse handler om kvalitet ved langsommelighed. I mine øjne er bøger ikke altid noget, der melder så klart ud, at en enkelt hurtigt overstået læsning kan dække oplevelsen. F.eks. kunne det være en fordel at finde ud af, om bogen bliver hængende eller forsvinder. Det vil sige, holder den i længden, eller holder den ikke. Kunne man begynde at diskuttere litteratur med det udgangspunkt, ville kvaliteten af kritikken måske højnes, da det efter min mening, åbner op for andre og mere afgørende lag af årsagen til litteratur, end positionering, anerkendelse, opmærksomhed. Ursula Scavenius holder et lille oplæg om Kasper Thomsen på utube - fra Forfatterskolen, hvor hun netop taler om en bestemt og mindre udmiddelbar litteratur, og hvorfor den ikke har gode kår i DK. Det kunne hænge sammen med behovet for hurtig dom, hurtig tænkning og hurtige læsninger. For mig er litteraturen en vej til erkendelse og ikke til fame.
Men altså, Lars, du forsvarer et bogtillæg som smækkede selvhjælpsbøger om Mindful Living på forsiden en uge, hvor Smærup og Ursula (og Grønfeldt og Asmussen) udkom med ting, der åbenlyst var forsider værd. Jeg har det ikke dårligt over, at en eller to af dem bliver skudt nogle uger. Men de forsider, altså, det er en generel tendens. (Og så det, at når de så kommer i, anmeldelserne, så er de typisk relativt små, højst en halv side i WA-tillægget. Hvorimod de Mindful Living-agtige bøger gerne får halvanden.)
SvarSlethttp://caspareric.wordpress.com/2012/10/08/bloggen-vil-ogsa-vaere-med-i-online-debatten-som-en-aktiv-blog-som-kan-forsoge-at-sige-noget-og-som-folk-vil-statusopdatere-om-og-fole-noget-om-osv/
SvarSletJamen, jamen, jamen, jeg er da utilfreds med alt muligt i WA Bøger, herunder generelle og specifikke fordelinger og prioriteringer (men rimelig ligeglad med forsiden - jeg forestiller mig, at (mine) læsere godt kan bladre), hvilket jeg da også tit giver udtryk for her på bloggen, og hold op, hvor er jeg uenig i fx både Leonora Skovs og Klaus Rothsteins (mangel på) litteratursyn, men jeg synes ikke, at jeg skal stå inde for tillægget SOM SÅDAN; jeg skal bare stå inde for, at det giver mening for mig stadig at skrive på avisen (hvor jo redaktører kommer og går, jeg har været igennem 4 på 16 år), og det gør det, fordi jeg har rimelig (før havde jeg, stilistisk/syntaktisk, urimelig) frihed til at skrive som jeg vil og i rimeligt omfang får lov til at skrive om det jeg vil, og fuck også anmeldelsesstørrelser som sådan: man kan sagtens, som bevist af Poul Borum (og, påtvunget, opdaget af mig), skrive præcist og såmænd også nuanceret på kort plads; min aftale med redaktøren er, at jeg kan skrive om (i rimeligt omfang - en vis vilkårlighed hersker (herligt nok), men alt virkelig godt småt skriver jeg om) hvad som helst af småt, hvis jeg gør det småt, hvilket jeg synes er en ret fremragende og forbilledlig aftale.
SvarSlet"jeg kan skrive om ... hvad som helst af småt, hvis jeg gør det småt" - og så accepterer du, at Smærup puttes ind i den kategori? De små ting, de små bøger. Og sikkert også Ursula, hvor meget plads får du til den, en hel side?
SvarSletDet var jo ikke en kritik af dig, det var en kritik af redaktørerne, Olga lagde ud med. Og her spiller længde og placering og forestillinger om aktualitet selvfølgelig en stor rolle. Jeg mener, selvom vi kan blive enige om, hvor fremragende vores småtekster er som anmeldelser, så er der jo ingen grund til ikke at sige det som det er. Som er: Kritikken af kvalitetslitteraturen, især den af den som ikke har form af straight fortalte romaner, fungerer som fyldstof i WA-bøger. Man putter det på siderne de uger, der ikke er så mange kogebøger og bøger om anden verdenskrig og den slags at skrive om. Længere er den ikke.
(Og inden du kommer i gang: Informations Bøger er ikke bedre end WAs, det har bare et andet sæt af problemer.)
Not true, Tue! Fordi jeg insisterer på at skrive mere end 1 anmeldelse pr. uge får jeg ikke helsider til ny dansk skønlitteratur (det får jeg til gengæld til klassikere), men jeg får halvsider, 7-600 ord, og som regel (hvis jeg har afleveret (tidligt nok)) på dagen/ugen, til prioriterede bøger som fx senest Smærup, Jørgensen, Hørslev og lige om lidt Ursula, og det er altså ikke fyldstof (og de straight fotalte romaner får altså ikke mere plads, hvis de er anmeldt af fx ultra-straighte Rothstein - Leonora, der højst har 1 tekst med pr. uge, kan ikke finde ud af at skrive småt eller bare halvlangt om noget, hvilket ikke gør hendes tekster bedre) og i mit system/vokabular ikke små anmeldelser, de små anmeldelser er de helt smalle lave/høje på 3-500 ord af de forfattere/bøger, jeg nævner i quizzen til sidst i blogposten, og som jeg selv har øjnet og snuppet i bunken.
SvarSlet