Hørte I mig le manisk på Kgs. Nytorv

sent i går eftermiddag, da jeg var nået til side 7 i Line Knutzons og Peter Frödins umiddelbare børnebogsklassiker Lille Allan - Den menneskelige antenne, som jeg til min umådeholdne begejstring lige havde udgravet og fået tilladelse til at anmelde ovre i Pilestræde, og jeg simplethen ikke længere kunne holde mig; jeg begyndte allerede at sprutte på side 6, da Lille Allans mor "havde rejst sig op og sagt: "Nu flytter jeg," midt under aftensmaden for to år siden. Hun havde fået tilbudt en stilling i en butikskæde, der hed Kop & Kande i Hørsholm. Det var en chance, hun ikke kunne lade gå fra sig./ "IT'S ONCE IN A LIFETIME!" havde hun råbt på engelsk", men på side 7 er der omsider ingen nåde:

Lille Allans far fik vand i øjnene, og hans ansigt så helt underligt ud. Lille Allan var sikker på, at hans far var på nippet til at græde, og han skulle lige til at tage ham i hånden, da hans far udstødte et kæmpe nys, der rungede i hele Urbanplanen. Det var så højt, at et ældre menneske åbnede et vindue og råbte vredt, om man lige kunne få noget ro.
  Det var den sommer, Lille Allans far blev allergiker. Han havde altid været meget hvid i huden, men efter at Lille Allans mor var flyttet, var det ligesom om Lille Allans far var blevet ekstra hvid i hovedet. Der var dage, hvor han var lige så hvid som væggene i deres lejlighed, og Lille Allan var flere gange gået forbi sin far uden at hilse. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for Lille Allans far at blive overset på den måde, men så hjalp det lidt med allergien, for han nøs nogle gigantiske nys, så Lille Allan kunne altid gå efter lyden, og på den måde var han aldrig i tvivl om, at han far var i rummet.

- Det er ikke løgn, at Line hedder Hilarius til mellemnavn!