Bjørn Bredal er en punkteret firkant er ikke mig, nej, nej, nej

Jeg ærgrer mig over, at min positive anmeldelse af Peter Asmussens roman Det Der eR (der uden jeg havde tænke over det STRUKTURELT var ligedannet med min positive anmeldelse af Asmussens hustru Juliane Preislers roman Svaneø: Jeg synes ikke bogen er noget INDTIL!) til forveXling ligner Bjørn Bredals anmeldelse af romanen i Politiken (og jeg kan ikke huske hvis anmeldelse i Information og givetvis også de anmeldelser, der måske har været i Kristeligt Dagblad, Berlingske, JP, som jeg ikke har læst): Fin, sugende tyst og melankolsk roman om Østtyskland. Jeg skulle alligevel have nævnt det SÆRE afsnit (særere end hele Preislers pænt, men også pænt som i nydeligt mærkelige roman), der er både en totalt undtagelse og i min læsning højdepunktet, og fra hvilket jeg hentede min anmeldelses så godt som uforståelige overskrift (der var højdepunktet i den, anmeldelsen altså), "En fjeder i horisonten", hvor brev/notat-skriveren Renate som fødselsdagsgave forærer sin adressat Tom "fire små historier som jeg skrev på universitetet. De skal forestille at være sovjetisk konstruktivisme, men de er mest for sjov. Tillykke." De minder måske mere om litterære formateringer af Picabias og Duchamps DADAISTISKE maskinbilleder, og jeg ved jo ikke om, det er ældre tekster, som Asmussen har skrevet til skrivebordsskuffen som Asmussen, eller om de er skrevet direkte til romanen som Renate, men de er overordentlig originale og burde nok have stået i Hvedekorn, men smukt fucker de momentant den perfekte grå roman op:

1

Ude i horisonten på en lille fjeder, fæstnet til et lille hjul, sidder en kvinde. Eller er det en mand. Det er svært at se på denne afstand. der er i hvert fald en fjeder. Og fra denne fjeder strækker en lille aksel sig op til solen. Det er en såre simpel mekanisme. Når fjederen giver et lille klik, flytter kvinden, eller er det en mand, sig. Fra manden, eller er det en kvinde, går en lille aksel til horisonten og ikke blot til solen, som derfor ikke, som man skulle tro, bevæger sig synkront med mandens eller kvindens bevægelser, men derimod styres af horisontens faldende eller stigende bevægelse. Nogle ville kalde dette en mandeopgang _ eller kvindeopgang - men det har ikke set rigtigt efter, ikke forstået at den tilsyneladende forbindelse mellem manden eller kvindens eller solens bevægelser ikke er reel: Bag den lille fjeder går endnu en lille aksel forbi horisonten op til et tandhjul. Og dette tandhjul bevæges af noget man kun kan betegne som et naturfænomen.