Jeg læser mig helt i død i referaterne i anmeldelserne af Leonora Christina Skovs nye roman Førsteelskeren, dybt kedeligt indviklede og fuldstændig glemt fra det ene til det andet referat, så det hver gang virker som en helt ny åndssvagt handlingsnedtynget roman:
Men, altså, Veronica spiller punk og skriver breve til Nat, som i
mellemtiden er taget til Berlin, hvor han møder en anden kvinde med
alias, Angelika. Som under forskellige
østeuropæiske identiteter lever af at score stenrige mænd og forlade dem
igen med en kuffert fuld af nøgler og dyrt tøj, der kan sælges igen. I
virkeligheden hedder hun Rosa, og hun og Nat indleder - efter et første
mislykket knald - et platonisk forhold. (Information)
Mormor Gina blev i sin tid anbragt som sindssyg på Oringe af sin mand.
Men han løj hende død! Nu er der nogle efterladte breve fra Gina til
datteren Lulu, og disse breve befinder sig i en skuffe i en lejlighed i
Berlin. Lejligheden på Viktoria-Luise Platz' i Berlin ejes af Ginas
desværre strubekræftsyge svigersøn, hr. Weinberg - som altså er far til
Veronica.
Lang tid før de æstetiske smagsdomme fældes, får jeg totalt mistillid til en roman, der tvinger sine anmeldere til at referatkløjes så druknende desperat, beklager, ærekære kollega.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar