Hver-anden-gang-surhed og collage-aversion som kritisk ideologi

Jeg tænke selvfølgelig på Erik Skyum-Nielsens Informations-anmeldelse af Hans Otto Jørgensens formidable Springer - som jeg selv i WA Bøger af alle kræfter forsøger at overbevise læserne om at de skal forpulet ØDSLE deres kostbare tid på - her et par klip:

Hvorvidt ånds- og kropsfællesskabet omkring smerte og lidelse kan binde en hel bog sammen, så længe den ikke samtidig opretter et æstetisk kriterium (ud over collagen), tillader jeg mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved. Særlig bogens to første (rodede) dele savner i mine øjne en forbindende kunstnerisk motivering bortset naturligvis fra overraskelsespræget. (...)

Springer indskriver sig i den bølge af tingsrepræsenterende og genremæssigt hybride bøger, som i 2011 bl.a. bragte os Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele kroppen og i 2012 især Amalie Smiths I Civil. Selv prætenderer Hans Otto Jørgensen at operere i en tradition for collage og readymade, der rækker tilbage fra de tidligste museer og frem til bl.a. Marcel Duchamps emblematiske pissekumme og Peter Seebergs sene, tingfinderagtige prosa. I portrættet af en kvinde, Asta, bedyrer Jørgensen således, at hendes indslusning af løsrevne oplevelser foregår »efter samme princip, som gjaldt i et gammeldags raritetskabinet (...)

(så springer jeg resten af citatet over med samt Skyums komplet ligegyldige afvisning af, at St. St. Blichers far skrev deprimt)

Nej, Jørgensens passus om raritetskabinettet må læses som et æstetisk credo gældende for hans egen bog, båret som den er af en tro på, at ting og tekster har noget at fortælle – og at ingenting må gå tabt. Går man under denne selvforståelse, viser den sig at spalte sig i to organisationslove. Den ene er krystallets, hvis symmetriakser sikrer, at et krystal lægger masse til, altså vokser, på den mest rationelle måde, der findes. Den anden organiserende lov lyder i sammentrængt karikatur, at alt, hvad der på et tidspunkt har passeret igennem Hans Otto Jørgensens hoved eller er hændt familien, automatisk har kunstnerisk relevans. Af de to principper hælder Springer mest til det sidste, dvs. væk fra den tanke, at kun ligedannethed eller formelt slægtskab kan oprette kriterier for indholdet af et litterært værk. Sagt med andre og knap så flotte ord: Bogen er mere mærkværdig, end den er bemærkelsesværdig. Men intensitet, det har den. Og dens overraskelseseffekt er som allerede antydet gennemgående høj.

Intens mærkværdighed - god definition af god skrivekunst, synes jeg sgu! Ligesom jeg intet problem har med en poetik, der lyder: Alt, hvad der på et tidspunkt har passeret igennem Hans Otto Jørgensens hoved eller er hændt familien, automatisk har kunstnerisk relevans - når Hans Otto for filen rent faktisk giver det kunstnerisk relevans gennem den dér egensindigt intense mærkværdighed (men Skyum mener jo så faktisk at der er et samlende tema: "ånds- og kropsfællesskabet omkring smerte og lidelse", det nytter bare ikke noget, når der ikke er oprettet andet "æstetisk kriterium" end collagen og dens overraskelsespræg, men hvorfor er collage-overraskelsen ikke meget nok og ikke et primært æstetisk kriterium (med en lang og rig tradition, som Skyum gudhjælpeme selv påpeger), why, why, why?). Mens rationel krystallinsk voksen lyder som referaterne i anmeldelserne af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsroman.