God roman jeg anspurgt blandede mig i

Sven Ørnøs Dyndhåb, netop udkommet på Sohns forlag og ikke mindst fuld af gode skurke, bl.a. ham, der her er i aktion:

Sømandens næse sprang op, og blodet sprøjtede ud, men Grundig holdt ham fortsat oppe med venstre hånd og slog ham igen direkte i ansigtet.
  Det var tydeligt, at sømanden ville være gået i gulvet ved det første slag, og efter det andet var han bevidstløs, men Grundig nåede at slå to gange til. Han skulle til at fortsætte, men sømandens to kortspillende makkere sprang op og fór på ham.
  Grundig slap den lille sømand, som gled ned i savsmuldet på gulvet. Så smilede Grundig, og det løb koldt ned ad ryggen på Hald, der igen betragtede optrinnet fra baren, for det var, som om Grundigs øjne skiftede fra sort til sølvskinnende i det øjeblik.
  Den en af sømandens kammerater forsøgte at holde Grundig fast bagfra, mens den anden slog ud efter ham. Slaget så ud til at ville ramme Grundig på hagen, men han trak lynhurtigt hovedet tilbage, og i stedet ramte slaget ham på skulderen. Med en enkelt lige højre sendte Grundig manden i gulvet, hvor han blev liggende. Så rystede Grundig den anden sømand af sig og vendte sig mod ham.