Jeg modtog i går aftes fra min faster, der som medlem af Grundforskningsfondet var med til at kickstarte udgivelsen, de to sidste bind, 15 og 16 + tilhørende kommentarbind, af Søren Kierkegaards skrifter (bind 17-27, som er udkommet, er "papirer", bind 1-16 er udgivet tekst). Dette er det sidste afsnit i den sidste tekst ("Dømmer selv!", 1851), i sidste bind; de 10 allersidste ord tager jeg gerne som motto for Blogdahl:
Og lad det saa være sagt saa høit som muligt; og gidet blev hørt om muligt overalt, og give Gud, at det, overalt hvor det blev hørt, alvorligen vorde betænkt: det Onde i vor Tid er ikke det Bestaaende med dets mange Feil, nei det onde i vor Tid er just: denne onde Lyst, denne Leflen med at ville reformere, dette Falsknerie at ville reformere uden at ville lide og bringe Offer, denne letfærdige Indbildskhed med at ville kunne reformere uden enganbg at have en Forestilling end sige en ophøiet Forestilling om hvor uendeligt ophøiet den Tanke er "at reformere", dette Hyklerie med at flye Bevidstheden om sin egen Uduelighed ved at faae travlt med det Adspredende at ville reformere Kirken, hvad vor Tid mindst af alt duer til. Da Kirken trængte til en Reformation, da meldte Ingen sig, da var der ingen Trængsel for at komme med, Alle flyede tilbage, kun en eenlig Mand, Reformatoren, optugtedes i al Stilhed ved Frygt og Bæven og megen Anfægtelse til i Guds Navn at vove det Overordentlige. Nu er der et Mudder, som var det paa en dandsebod, med at alle ville reformere; dette kan ikke være Guds Tanke, men er et lapset Paafund af Mennesker, hvorfor der ogsaa istedet for Frygt og Bæven og megen Anfægtelse er
Hurra, Bravo, Acclamation, Ballotation, Jav, Commerce, Spektakel - og blind Allarm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar