Politiken-idioti - fortsat

men lige så mange og ofte de samme eksperimenterer med en blottet, hyperfølsom og -inderlig skrift, jf. fx Rasmus Halling Nielsens ekstremer, terroristisk spam-labyrintik vs. smukke-nervøse poesi-sammenbrud. Men så tror jeg også, at der i den åndssvage ben-kød/fedt-figur gemmer sig en endnu plattere kritisk formel end Peter B tør forestille sig - at benet er lig med få sider, altså helt konkret smal litteratur, mens kød og fedt er det, der gør en bog bindstærk, helt konkret bred - det er også kærnen i klichésynspunktet om, at gode norske romaner er bedre end danske. nej, de er bare tykkere - for ja, det er rigtigt, de fremragende. yngre digtere i DK skriver sjældent bøger over 200 sider, og hvad fucking så? En roman, der helt bogstaveligt handler om FEDT eller rettere TALG (af en forfatter, der ofte har skrevet om KØD, gerne i forrådnelse) er Harald Voetmanns Kødet letter, virkelig en virkelig roman, hvis det altså bare ikke var for sidetallet, og efter den parameter er Knausgård decideret sublim, ingen skriver længere end ham, og jo længere jo virkeligere, og helt hysterisk langt er helt hysterisk virkeligt, kæmpemæssigt virkeligt, Cornelius Blisand-virkeligt.