Jeg synes også, Christoffer Emil Bruun er en idiot

Jeg tænkte, at en polemisk note til Politikens kronikredaktør Christoffer Emil Bruuns i særklasse idiotiske kommentar om Brevik og Knausgaard og Frank i Politiken i dag kunne vente til her sidst på dagen, som en art opvarmning til Black Keys-koncerten i aften i TAP1, men så sendte Promenaden, hvor Frank skarpt havde sat Knausgaards psycho-babble om Breivik til vægs, deres flyvende kirurgteam i aktion, Kamilla Löfström, Elisabeth Friis og ekstremt grundigt dissekerende Peter Borum, og så var der jo simpelthen ikke stump på stump tilbage af kommentaren, men jeg kan alligevel ikke lade være med at stikke til disse utrolige linjer, som også Peter B tager under kærlig behandling:

Reaktionen fra de danske forfattere er karakteristisk. I årevis har man nu forsøgt at skære ind til benet med en minimalisme, som til tider har stor kvalitet, men som også har skåret alt kødet og fedtet fra. Tilbage er en række kølige semiotiske knogler. Den virkelighed, som for Knausgård er den fysiske sammenhæng, er helt forsvundet fra den danske litterære scene, der som Frank tager afstand fra forsøget på at »finde den skinbarlige ’virkelighed’ i et eller andet obskurt sjælsdyb«. Det er, som om virkeligheden kun kan skrives i situationstegn hos en hel generation af danske forfattere. Og når forsamlingen af danske litteraturinteresserede får Knausgårds essay galt i halsen, får man den fornemmelse, at det dybest set er, fordi de slet ikke har appetit på virkeligheden, men foretrækker at færdes i små, lukkede cirkler.

What the what!? Hvis der har eksisteret en dagsordensættende minimalisme i dansk litteratur, praktiseret af diverse 90'er-digtere, abdicerede den til fordel for alskens alternative arter af udtryk ca. 1998, for 14 år siden; den eneste betydelige forfatter fra generationen, der stadig arbejder med noget, man med en vis ret (hun gøre det ikke selv) kan kalde et minimalistisk attak. er Helle Helle, og hold op, hvor er hendes bøger fulde af præcist aflæst og aflyttet virkelighed, men rigtignok ikke meget sjæledyb ("den fysiske virkelighed" er, som dissekeret af P. Borum, en seriøst tåget størrelse). Og som Kamilla L er inde på (hårdt hele tiden at henvise til first response-kirurgteamet), så er de unge og de yngste forfattere intenst optaget af den politiske og sociale og såmænd også private virkelighed og italesættelsen af (de) samme, og dér kan Bruun have ret i sine citationstegn (hov, situationstegn står der i mit cut &paste-citat, helt rigtigt ord!) i forhold til flere digtere, som klipper og klistrer i den indstrømmende tekst, for at få sat den i reflekteret bevægelse for fanden, men lige så mange og ofte de samme

- HOV! nu skal jeg af sted til koncert - fortsættes ! -