Få dage efter jeg oplistede Henrik Nordbrandts 1977-digtbog Guds Hus i en blogpost om rumlig poesi, modtager jeg med posten et lille, nyt, slankt digthæfte af Eske K. Mathiesen, udgivet af Clausens Kunshandel og med illustrationer af Toni Larsen, også betitlet Guds hus (med lille h).
Nordbrandts Guds Hus er både helt konkret et særligt, primitivt, østerlandsk gæstehus, digteren har opholdt sig i, og en særlig, renfærdigt melankolsk/metafysisk, antydet økologisk Nordbrantdpoesimaskine, lækkert-sublimt sådan her fx (og om et par uger udkommer en ny digtsamling af HN med rent faktisk titlen 3 1/2 D):
Vand er vand.
Men disse bjerge
kommer først til deres eret
set gennem et glas
fuldt af det vand
der faldt på dem
i løbet af vinteren
og siden er blevet opbevaret
omsorgsfuldt i cisterner
for at blive drukket
en hed sommeraften som denne.
Jeg som intet tror
ved, at dette vand er helligt.
Den som drikker det
ser sig selv fra bjergene
det har døbt.
- Også min sølvsvimle respekt!
Det er uklart, hvor direkte Eskes lillebiite - 17 fålinjere - hæfte er skrevet op imod Nordbrandts klassiker, men i hvert fald er hans Guds hus en anderledes finurligt og frivolt foranderlig - som i henkastet hallucineret - lokation (ja, jeg er inkarneret Eskefan og ustadig Nordbrandtbeundrer, sådan er det!), her de første 8 digte:
Der mange vævere i Guds hus,
men intet garn.
Guds hus er ikke bygget af stene
men af hindbærplukkere, som
taler en lyserød dialekt.
Guds hus er ikke et bordel, der
er lukket om søndagen. Men man kan
sikkert godt komme bag ind,
hvis man insisterer.
Så højt er der til loftet i Guds hus.
og ingen præster, bare svaler.
I Guds hus besøger ræven
hver aften hønsehuset for at se.
om lugen er forsvarlig lukket.
Guds hus er ikke frydendal kro,
Guds hus er læskuret med de mange
blommesten på gulvet.
Det blanke spir på Guds hus peger op
i himlen ligesom køernes haler, når de
løber deres vej i vild galop ned
over marken med halerne lodret i vejret
og skorper af indtørret lort langt
op og ned ad benene.
Guds hus er ruinen
i de blinkende guldsmedes have.
Eske er den bedste.
SvarSletMen Nordbrandt kan ingen tæske.
SvarSlet