onsdag den 25. juli 2012

Det onde anmelderis hellige gral opgravet

fra en rulle mikrofilm på det Kgl Bibliotek
(aldrig optrykt på trods af jo utallige Rif-opsamlinger):

Politiken 10. oktober, 1964:


TO KVINDELIGE LYRIKERE

Det stakkels liv

Grethe Risbjerg Thomsens ny digtsamling virker træt og konturløs

Grethe Risbjerg Thomsen: vort eneste liv(Hasselbalch, 67 sider, kr. 16.50)

Over for bedømmelsen af Grethe Risbjerg Thomsens digte føler jeg mig egentlig inkompetent. Hendes nye digtsamling ”Vort eneste Liv” bibringer mig ingen poetisk oplevelse og analyserer man den, er det som om de mest elementære krav til lyrisk håndværk er forsømt og erstattet af en slags postuleren, der ganske vist betjener sig af både rim og rytme, men ikke derfor er i stand til at forvandle det banale til poesi,, det trivielt tænkte til lyrisk struktur.
  Disse påstande vil kræve dokumentation, og jeg hører allerede krigsråbet: Jamen, kunsten skal også være banal. Vist skal den også være banal, men den skal da ikke være trist! Den må gerne udtrykke tristesse, men den må ikke blive flad, kedelig, slap og selvfølende
  I Grethe Risbjerg Thomsens tilfælde mærker man nok, at der bag de enkelte digte skjuler sig en personlig problematik, men den inspirerer hende ikke til meget mere end selvmedlidenhed eller en række konstateringer af, at barndommen var lykkelig, nutiden slem, at solskin er bedre end gråvejr, klar himmel at foretrække for tåge – og jeg skal være den første til at indrømme, at der kan komme god poesi ud af den slags meteorologiske betragtninger, men at Grethe Risbjerg Thomsens selektive maskineri for øjeblikket ikke fungerer med tilstrækkelig diskriminering til, at det kan lade sig gøre.
  For nu at tage et eksempel, som med lidt held og større koncentration kunne være blevet et godt digt eller i hvert fald have givet anledning til udmøntningen af et slående billede, kan man se på digtet ”Mågerne og skibet”. Digtets jeg-person ser en vintermorgen mågerne flyve mellem forstadens hustage. I bevidstheden forvandler huset sig til et skib og ”plænernes sneflader bølger rundt omkring det”. Ulykkeligvis bliver dette skib også til livets skib – og endda lad gå med det – men ikke når udgangen repeterer det retoriske spørgsmål: - ”Skib, hvor sejler du hen?”” – og lyder sådan: ”Og mens jeg står her, ser jeg mit liv:/ et skib, mågerne følger./ Skrigende, kredsende, i storm og stille vejr./ Gennem somre og vintre./ - Skib, hvor sejler du hen? –”
  I et glimt, en koncentreret åbning kunne dette billede have været slående, her slås man bevidstløs eller sidder smågabende tilbage. Og søvnigheden afløses kun glimtvis af de chok det giver i 1964 ar skulle læse om, at ”nu slukkes dagen i kolde flammer” og om ”søvnens farlige labyrinter” og ”nu segner lyset” og ”min golde længsel” – for ikke at tale om ”vårens blomsterpragt” og ”livets kvæld”!
  Den eksklusivitet, som i de bedste øjeblikke har præget Grethe Risbjerg Thomsens lyrik, synes her forvandlet til kabaret-poesi. Man kan se den stribe af smørrebrøds-ingenuer som vil tage disse digte til deres barm og hulke dem frem mellem gafler og knive. Der kan føles med disse digte, fordi de på forhånd har trådt følelserne ud og ikke kræver noget engagement. De er sentimentalt konciperede, og deres effekt sentimental. Alt dette har ikke en kæft at gøre med om, digtene er ”modernistiske” eller ej. For mig må man skrive som H.V. Kaalund – bare man ikke skriver som H.V. Kaalund, hvis De forstår, hvad jeg mener.

Klaus Rifbjerg

LØRÆK

Grethe Heltberg: AT KENDE DIG. (Schønbergske, 38 s. Kr. 13,75)

Fro at der ikke skal være tvivl om meningen har Grethe Heltberg afsluttet og indledt sin digtsamling ”at kende dig” med det samme digt,. Bogen beskriver et kærlighedsforløb: To mennesker mødes – og skilles.
  Helt er jeg ikke klar over, om der kommer et barn ud af forholdet, men så vidt jeg forstår den megen tale om et kirsebær, som langsomt løsnes fra grenen ”og åbner sit mørke, saftspændte kød for kernen inde bag stenen” – er der vist tale om noget i den retning.
  Grethe Heltbergs erfaring efter den afsluttede affære udtrykkes i linjerne: ”Da jeg holdt op med at søge, blev jeg fundet, da jeg holdt op at leve, blev jeg født … Jeg blev et med mørket og se: Mørket er svundet”. Det tager man gerne til efterretning som en rig og poetisk oplevelse, og konstaterer i øvrigt, at bogen er en gang flot kærlighedens slagmaleri, kling og klang, ”ord som ingen hørte/ kærtegn ingen så” etc. På de adelige frøkenklostre vil der ikke være et øje tørt og en ledig stund de kommende lange vinteraftener, hvor man samles for at delagtiggøre hinanden i lørikkens velsignelser omkring den åbne pejs.

Klaus Rifbjerg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar