Virkelighed med lidt roman drysset ovenpå

Bare lige en dobbelt irritation, jeg skal have luft for, inden jeg begynder at anmelde de skønne, nye bøger, jeg skal anmelde i dag;, først så jeg i TV2 Lorry-programmet Brunch et interview med kollega og romandebutant Nanna Goul, hvor intervieweren hele tiden ville høre, hvordan NANNA havde haft det ude i den skov, hun engang boede i, og Nanna igen og igen forsøgte at bringe samtalen tilbage til at handle om den ROMAN, Privat skov kaldet, hun har skrevet, hvor hovedpersonen flytter ud i en skov, hvilket viser, hvad der sker, når man rækker autofiktiviteten en lillefinger, den sluger hele mikrofonen!

Så læste jeg i Information et stort interview med en anden romandebutant, Agnete Braad, der lige om lidt udkommer med en roman, hvis titel journalisten sigende nok glemmer at nævne, og hun har sandelig ingen autofiktive hæmninger, hun taler derudad om alt muligt privat ang. sin kendte præste-mor Anne Braads sygdom og død, sin egen parallelle graviditet og fødsel og den efterfølgende arve-retssag, men er også imponerende ærlig omkring, at den primære bevæggrund til at skrive roman ikke har været kunstnerisk ambition:

»Jeg havde et stort ønske om at vende tilbage til min mors død og min datters fødsel. Det drama, de to hændelser var, var blevet væk for mig. Og jeg ønskede, at det skulle fylde mere. Jeg har komponeret mit liv, så det kunne blive en ægte fortælling. Ægte på den måde, at der er meget sandhed i den, men også en ægte fortælling i den forstand, at den er vedkommende og afsluttet og har den orden, som kun fiktionen kan give. Men mest af alt ønskede jeg at sætte fortællingen om min mors død ind i en ramme, der gjorde den stærkere i mit eget liv.«

En selvisk lækkerficering af virkeligheden! Hvis man er utilfreds med, hvordan noget i sit liv har udspillet sig og erindres, så skriver man det ordentligere, mere afsluttet og vedkommende i en roman, som så oven i købet giver den fede identitet: forfatter og muligheden for at tale ud i avisen om det rod af hang-ups (med identificerbar skurk, morens eksmand), som bogen udglatter. Smarty smart! Jeg ved jo ikke, om Agnete Braads roman er en god roman, det kan sagtens være, men sikke en træls måde at tale om den på.