Stormtynde dale

Alle de banale og klichéfulde og forvrængede og idiotiske Storm P.'er, som indvielsen af det imponerende stilige og insisterende generøse, nye Storm P. Museum giver anledning til at føre til torvs (igen) - og som han ikke alle sammen er uden ansvar for. Flere blev trukket af stalden i indvielsestalerne, den Møllehaveske (jeg var to minutter før den første tale kommet til at tænde for Mølleshaves videofilm, der inde fra hans væg bragede igennem et godt stykke tid - undskyld!) livsfilosof, den finurlige (jeg lover at holde mig fra det ord i mindst 14 dage, måske endda tre uger) portrættør af danskernes hverdag og den værste, jeg ved: klovnen, der græder, humoristen med den mørke bagside, hvortil kommer kulturministerens meget mærkelige forslag i sin indvielsestale: Storm P. som globalistisk forbillede, fordi han var i smeltedigelen Paris som ung; til gengæld kunne han i 1920 ikke komme hurtigt nok fra New York hjem til en slavekontrakt med B.T. og så sig fra døgntegneriet i sin Frederiksbergvilla aldrig tilbage; og ingen grænser for det uskarpe ævl, Peter Michael Hornung fyrer af om Storm P.'s "barnlighed" og co. i forordet til den spektakulære plakatbog, museet udsendte på indvielsesdagen og som jeg anmelder i WA Bøger i dag. Men mest pisset af blev jeg alligevel, også fordi jeg skulle forholde mig til det på Kulturen på TV2 News aftenligt, af Berlingskes vinkling, hvor Jens Andersen afrunder/afpisser sin anmeldelse/omtale af det nye museum således, med udgangspunkt i en planchetekst:

»Som barnet og vagabonden er klovnen fri, men bag det komiske ydre findes en mørkere side.« Det er fint sagt, men det får også en til at savne mere lys på de dunkle, ukendte sider af klovneskikkelsen Storm i den ellers så vitale museumsfortælling. I 2008 kom det frem i offentligheden, at Storm P. i årene 1937-44 havde været medlem af den nazistiske propagandaorganisation Nordische Gesellschaft og var ganske klar over, at hans tegninger blev trykt i et tysk soldaterblad. Men intet sted på museets konkrete eller virtuelle vægge, der ellers bestræber sig på at kigge kunstneren over skulderen, fortælles historien. Burde publikum ikke have en eller anden form for adgang til denne mørkere side bag det komiske ydre i Cirkus Storm?.

Som museets dynamo af en direktør Iben Overgaard gentager flere gange i et tredjegradsforhør foretaget af Bent Blüdnikow ved siden af Andersens tekst, og som hun gentog igen i Kulturen på News, så er der intet i skrift eller tegning eller tale, der tyder på, at Storm P. sympatiserede med Tyskland og nazismen eller overhovedet sympatiserede med politik, så der har sandsynligvis ikke været noget som helst politisk i hans foreningsmedlemskab, som han sandsynligvis rent automatisk har fornyet sammen med alle sine andre foreningsmedlemskaber, fx af Naturfredningsforeningen og Sherlock Holmes-klubben The Baker Street Irregulars. Og hvor burde Berlingske skamme sig over at fokusere på sådan en træls ikke-historie om en kunstner, der slavede skønt for Det Berlingske Officin i 30 år, og hvis museum nu er vitalere end nogensinde. Brug bededagen til at finde din egen Storm derinde, der er rig ulejlighed dertil.